Neongule helte i frikvarteret: Sankt Birgitta Skole har kæmpe succes med juniorgårdvagter
På Sankt Birgitta Skole i Maribo er en ny ordning ved at forandre frikvartererne.
I stedet for blot at lege eller slappe af trækker en håndfuld af skolens ældste elever i neongule overtræksveste og påtager sig ansvaret for at gøre skolegården et tryggere sted for de yngste.
Idéen opstod i et samarbejde mellem skolens ledelse og elevråd, hvor elevrådsformand Alexander Vium Bruun spillede en central rolle i at få ordningen på benene.
Udskolingslærer Helle Frederiksen, der tog initiativet, fortæller, at skolen havde kigget på erfaringerne fra andre skoler, inden man besluttede sig for at afprøve konceptet.
Planen var oprindeligt, at elever fra 7. til 9. klasse skulle have mulighed for at melde sig, men interessen oversteg alle forventninger, og ordningen måtte begrænses til 8. og 9. klasse.
Elever fra 7. klasse får dog muligheden, når 9. klasserne begynder på læseferie.
Afdelingsleder og lærer Margrethe Rasmussen lægger ikke skjul på, at reaktionen overraskede positivt:
- Vi har jo været helt overvældet over, at det var sådan en stor succes. Vi synes jo, det er helt fantastisk, at de har taget så godt imod det, og det har jo bare gjort, at det er endnu mere trygt at være ude i frikvartererne.
Mere end bare voksne øjne
Inden juniorgårdvagterne begyndte, gennemgik de et kursus, der klædte dem på til opgaven.
De skal særligt holde øje med elever, der er alene, hjælpe med at løse mindre konflikter, trøste dem der har slået sig og – ikke mindst – binde en del snørebånd.
En af de nye gårdvagter er Ellen From Bønnelykke fra 8. X, som tydeligt har sin motivation på plads:
- Jeg har valgt at melde mig som juniorgårdvagt, fordi man gør en positiv forskel for de små, hjælper andre og gør deres dag bedre.
Hendes klassekammerat Caroline Cecilie Tach har allerede prøvet kræfter med en af de mere udfordrende situationer.
- I sidste uge var der tre små piger, som kom op at skændes, og så hjalp vi dem ved at sige, at de skulle gå hen til eller snakke med deres klasselærer og få løst problemet der, fortæller hun.
Netop det at elever taler med elever viser sig at have en særlig effekt.
Evalueringer fra skolen viser, at de yngste elever føler, at juniorgårdvagterne forstår dem bedre og er lettere at gå til, fordi de oplever, at de unge gårdvagter er bedre til at sætte sig ind i konflikterne.
Et ansvar, der ikke føles tungt
For Gustav Pedersen fra 8. Stork var motivationen enkel: at hjælpe og samtidig tilbringe tid med en god ven.
- Det er altid rart at kunne hjælpe de yngre, hvis de har brug for hjælp. Hvis man kan gøre det med en ven, så er det jo endnu mere hyggeligt, siger han.
Han erkender, at konflikter kan være det sværeste at håndtere.
- Vores opgave er at få dem til at blive gode venner igen, og det er ikke altid let.
- Vi prøver at få dem til at tage det med ro. Bliver en konflikt for stor, tilkalder juniorgårdvagterne en voksen – og det er heldigvis sjældent nødvendigt.
Karoline Tesgaard-Jørgensen fra 9. Grævling fremhæver en helt anden gevinst ved ordningen: muligheden for at lære hele skolen at kende.
- Vi kommer rundt på skolen og møder alle børnene. På den måde kan vi lære dem mere at kende. Ofte kender vi ikke særlig mange af børnene, fordi vi jo sidder i klassen meget af tiden.
En større tilstedeværelse i gården
Rent praktisk er ordningen organiseret, så der til enhver tid er to juniorgårdvagter på vagt.
I det lange frikvarter på 20 minutter skiftes de halvvejs, så fire elever når at have en vagt i løbet af én pause.
Det betyder, at lærerne, der tidligere kun var to på gårdvagt, nu reelt er seks mennesker til at dække skolegården.
- I stedet for at vi kun er to i gården, så er vi faktisk seks i gården, og så kan vi jo dække et meget større område. Vi er også nemmere at få øje på, siger Margrethe Rasmussen.
Der er dog også en bagside. Som Karoline Tesgaard-Jørgensen pointerer med et grin:
- Når det er koldt og dårligt vejr, og man bare går og fryser, er det ikke så hyggeligt. Heldigvis er det nu blevet forår.
- rh
