Ny skole droppet: Byrådet redder SkovbrynetSkovbrynet Skole - Foto: Gladsaxe Kommune

Ny skole droppet: Byrådet redder Skovbrynet

Et bredt flertal i Gladsaxe Byråd har truffet en afgørende beslutning: Skovbrynet Skole skal bevares.

Beslutningen kommer i kølvandet på, at byrådets partier tidligere i år opgav planerne om at opføre en ny skole på Ringbogrunden i Bagsværd.

I marts besluttede et markant flertal i byrådet at skrinlægge de ambitiøse planer om at bygge en ny skole og et nyt børnehus på Ringbogrunden.

Planerne blev oprindeligt undfanget, fordi Skovbrynet Skole trods sine gode faglige resultater har haft vanskeligt ved at tiltrække elever på grund af sin beliggenhed.

Det er dog ikke længere muligt at realisere den nye skole.

Ændrede forudsætninger i form af skærpede støjgrænser og krav til CO2-udledning har gjort projektet ugennemførligt.

Bag den nye aftale om at bevare skolen står SF, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Lokallisten Gladsaxe.

- Skovbrynet Skole er en rigtig god skole, som altid har klaret sig rigtig godt i de nationale tests, lyder det fra partierne bag aftalen, som tilføjer, at skrinlæggelsen af det nye byggeprojekt nu giver anledning til at se fremad og fastholde den eksisterende skole.

Klar tidsplan frem mod 2027
Ud over beslutningen om at bevare Skovbrynet Skole har byrådet også fastlagt en tidsplan for, hvordan de nødvendige justeringer af udviklingsplanerne for Ringboområdet kan besluttes inden udgangen af 2027.

Gladsaxes borgmester Serdal Benli er tilfreds med den retning, byrådet nu har sat

- Jeg er rigtig glad for, at vi nu har en meget konkret tidsplan for de mange vigtige politiske drøftelser og beslutninger, som vi skal have taget over de kommende måneder.

- Jeg glæder mig til samarbejdet med byrådets partier om at styrke både skole- og idrætstilbuddene i Bagsværd, siger borgmesteren.

Hvad den endelige udformning af Ringboområdet kommer til at se ud, vil de kommende måneder og år give svar på, efterhånden som byrådet arbejder sig igennem de planlagte beslutninger.

- rh

21/5 2026