Skoler modtager legat til aktiviteter for elevernes trivsel25 skoler får dette forår støtte fra Skolemælkslegatet til aktiviteter, der gavner sundhed trivsel og fællesskab på skolerne. Foto: Colourbox

Skoler modtager legat til aktiviteter for elevernes trivsel

Udematematik, toiletkampagner og meget mere. I år har Mejeriernes Skolemælksordning tildelt legater til 25 skoler landet over for at styrke elevernes sundhed, trivsel og sammenhold.

Udematematik, toiletkampagner og meget mere. I år har Mejeriernes Skolemælksordning tildelt legater til 25 skoler landet over for at styrke elevernes sundhed, trivsel og sammenhold.

Mejeriernes Skolemælksordning har i foråret uddelt over 100.000 kr. gennem Skolemælkslegatet.

Pengene går til aktiviteter, der rækker ud over den almindelige undervisning, og som bidrager til at gøre skoledagen sjovere og mere meningsfuld for eleverne.

I alt modtog ordningen 418 ansøgninger fra lærere, pædagoger og elevråd fra skoler over hele landet – og 25 af dem kan nu kalde sig legatmodtagere.

De store hjælper de små med matematik udenfor
En af de heldige skoler er Strandby Skole i Nordjylland, hvor 6.-klasserne vil bruge legatet til at udvikle sjove udendørs matematikaktiviteter til deres venskabsklasser på 2. årgang.

Venskabsklasseordningen binder elever på tværs af årgange sammen, så de ældre elever tager ansvar og hjælper de yngre i fælles aktiviteter.

- De store elever oplever, at deres indsats gør en konkret forskel, og det er de stolte af.

- De yngre bliver desuden mere trygge, fordi de lærer de ældre at kende og har nogen at spejle sig i, fortæller lærer Annette Larsen fra Strandby Skole.

Med materialerne til udendørs matematik kan eleverne være aktive sammen, mens de ældre guider de yngre gennem opgaverne – en kombination af bevægelse, læring og fællesskab.

Toiletkampagne sætter fokus på trivsel fra bunden
På Lillevang Skole i Allerød i Nordsjælland er udfordringen af en lidt anden karakter.

Her bruges legatet til at gennemføre en stor toiletkampagne for skolens 450 elever.

Baggrunden er, at beskidte toiletter afholdt mange børn fra at bruge dem – og det påvirker både velvære og koncentration i hverdagen.

- Der er nogle børn, som ikke kan lide at gå på toilettet, fordi toiletterne hurtigt bliver beskidte.

- Det kunne vi godt tænke os at lave om på, fordi vi ved, at glade maver og gode toiletbesøg hænger sammen med, hvordan børnene har det i skolen, siger lærer Line Herdal.

Løsningen blev at gøre det til en sjov konkurrence om at have de flotteste og mest velholdte toiletter, og legatpengene går til præmier i netop den konkurrence.

Skolerne mangler midler til det ekstra
Ifølge Laura Roesgaard, Senior Marketing Manager i Mejeriernes Skolemælksordning, afspejler ansøgningerne en generel tendens: skolerne mangler midler til aktiviteter, der ligger ud over kernedriften.

- Vi har igen i år fået ansøgninger, som tager udgangspunkt i lokale behov og muligheder.

- Vi håber, at legaterne er med til at skabe trivsel samt styrke sundheden og sammenholdet hos eleverne på tværs af klasser og årgange, siger hun.

Hun fremhæver samtidig den indsats, som lærere, pædagoger, elevråd og forældreråd lægger i at søge legatet: 

- Det vidner om et stort engagement, som fører til konkrete initiativer, som kommer børnene til gode. Det er præcis, hvad Skolemælkslegatet er til for.

Om Skolemælkslegatet
Legatet kan søges af lærere, elevråd, pædagoger, forældreråd og skolebestyrelser fra skoler, der er tilknyttet Mejeriernes Skolemælksordning.

Der kan søges om op til 5.000 kr. pr. projekt, og midlerne skal fremme sundhed, bevægelse, fællesskab og trivsel.

Omkring 1.000 skoler er i dag med i ordningen, og dagligt får cirka 45.000 børn skolemælk gennem den.

Bag ordningen står mejerierne Arla, Naturmælk, Thise Mejeri og Øllingegaard, mens den daglige drift varetages af Mejeriforeningen.

Den næste uddeling af midler fra Skolemælkslegatet finder sted i efteråret 2026.

- rh

14/5 2026