Nyt virtuelt samlingssted for lærere og skolemakere i hele landet

Nyt virtuelt samlingssted for lærere og skolemakere i hele landet

Center for Undervisningsmidler (CFU) har lanceret et nyt digitalt site CFUmaker.dk , der skal støtte arbejdet med teknologiforståelse i skolen.

CFU Maker er en ny online platform, der giver mulighed for at integrere makerspaces og teknologiforståelse i undervisningen på en nem og inspirerende måde.

CFU Maker er skabt som et virtuelt samlingssted for lærere og skolemakere over hele landet.

Platformen giver adgang til et landsdækkende netværk af makerspaces, hvor det er muligt at registrere sin skole, dele billeder og idéer, samt finde andre undervisere at samarbejde med.

Desuden kan der på sitet findes pædagogiske ressourcer og forløb, der er designet til at styrke elevernes praktiske og teknologiske færdigheder.

Leder for Center for Undervisningsmidler på Københavns Professionshøjskole, Stine West Dyhr, udtaler:

- Vi er utroligt glade for det nye innovative maker site, der skal bringe gode maker-kompetencer sammen på tværs af landet.

- Vi håber, at sitet kan bibringe med masser af inspiration og gode undervisningsforløb til arbejde med fx teknologiforståelse i skolen.

Villum Fonden har støttet projektet, som sigter mod at fremme samarbejde og videndeling omkring teknologiforståelse.

Fakta:

Et makerspace er et kollaborativt arbejdsrum, som kan findes på en skole, et bibliotek eller i forbindelse med et separat privat/offentligt sted.

I Makerspace arbejdes ofte med digitale teknologier som lasercutter, 3D print og microcontrollere, men der kan lige så vel indgå pap, LEGO og genbrugsmaterialer.

CFU hører under Uddannelses- og Forskningsministeriet og er strukturelt forankret i landets seks professionshøjskoler. Opgaven er defineret i egen lovbekendtgørelse og er finansieret gennem en statslig bevilling, der årligt udløses på finansloven.

CFUs opgave er fokuseret på udlån af undervisningsmaterialer til landets skoler, ungdoms- og videregående uddannelser. Dette er i kobling med tilbud om pædagogisk vejledning, kurser og konferencer, som underviserne kan benytte til at berige, variere og udvikle undervisningen.

-rh

11/9 2024