Skole OL er i gang: Elever fra hele landet mødes til Danmarks største idrætsfest for børnFoto: DIF Skole OL

Skole OL er i gang: Elever fra hele landet mødes til Danmarks største idrætsfest for børn

Sundby Idrætspark er denne uge omdannet til et folkeskole-OL-stadion, når knap 8.000 elever fra hele landet mødes til Danmarks største idrætsfest for børn.

Med fakkeltænding, indmarch og åbningsceremoni blev DIF Skole OL-finalen tirsdag formiddag officielt skudt i gang.

Frem til fredag den 12. juni skal 7.808 elever fra 4. til 8. klasse dyste i ni forskellige idrætsgrene i og omkring Sundby Idrætspark i København.

Kvalificeret gennem årets stævner
De mange elever fra 205 skoler og 67 kommuner er ikke mødt op tilfældigt. De har alle kvalificeret sig gennem lokale Skole OL-stævner, der gennem hele skoleåret har samlet børn fra hele landet.

Det gør finalen til kulminationen på et langt og aktivt skoleår, hvor deltagerne har prøvet kræfter med alt fra atletik til bowling, bordtennis, bueskydning, cricket, orienteringsløb, roning, svømning og teenvolley.

Selvom konkurrencen bestemt er en del af oplevelsen, understreger arrangørerne, at DIF Skole OL-finalen handler om langt mere end placeringer og præmier.

Fællesskab, bevægelsesglæde og klassesammenhold er mindst lige så vigtige som resultaterne på banen.

Danmarks Idrætsforbunds formand, Hans Natorp, fremhæver netop det brede perspektiv i arrangementet.

- DIF Skole OL-finalen er et fantastisk eksempel på, hvordan idrætten kan samle børn på tværs af landet og give dem oplevelser, fællesskaber og minder, som rækker langt ud over dagene her i København, siger han.

Bevægelse styrker trivslen i klassen
Københavns børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager, peger på, at bevægelse i fællesskab har en særlig kraft, der rækker ud over selve idrætsarenaen.

- Det flytter fokus fra den enkelte til holdet, og når eleverne griner, får pulsen op og hepper sammen, styrker det båndene og trivslen i klassen.

- De minder og det stærke sammenhold, de skaber til Skole OL, tager de med sig direkte tilbage i klasselokalet, siger han.

Kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester Christopher Røhl er stolt over, at København endnu en gang er vært for begivenheden. Han beskriver ugen som en fejring af alt det, idrætten og skolefællesskabet kan tilbyde børn og unge.

Programmet fordelt på ugen
Finalen er opdelt, så hvert klassetrin har sin egen dag. Tirsdag bød på atletik, orienteringsløb, roning og teenvolley for 7. og 8. klasserne. 

Onsdag er det 6. klassernes tur med yderligere bueskydning og cricket på programmet, mens 5. klasserne torsdag også får mulighed for at svømme og spille bowling og bordtennis. Fredag sluttes ugen af med 4. klasserne.

Bag arrangementet står knap 400 frivillige, der sørger for, at de næsten 8.000 elever fordelt på 359 klasser får en uforglemmelig oplevelse af at være en del af noget større end hverdagens klasseværelse.

- rh

10/6 2026