Ny topmoderne folkeskole skal skyde op i NordhavnFoto: BBP, Henning Larsen, Thing Brandt Landskab, Rambøll.

Ny topmoderne folkeskole skal skyde op i Nordhavn

Nordhavn er i fuld gang med at udvikle sig til en levende bydel, og nu er planerne for en brandnye folkeskole på Levantkajen ved at tage form.

Skolen, der bærer navnet Skolen på Levantkaj, skal placeres centralt mellem vandet, bylivet og et grønt naturområde – og den forventes at stå klar i 2033.

Beliggenheden er næsten eventyrlig.

Skolens elever vil dagligt kunne nyde udsigten til en fugleø midt i København og have adgang til et grønt område med et rigt planteliv.

Med sine 18.000 indvendige kvadratmeter bliver skolen ikke blot stor, men også gennemtænkt.

Ambitionen er at opdele bygningen i mindre enheder, der giver plads til leg, læring, idræt og fordybelse både i store og små grupper.

På skolens sydside anlægges desuden en 11-mandsfodboldbane, som Skolen på Levantkaj kommer til at dele med den nærliggende Copenhagen International School (CIS).

Mere end bare en skole
Når skoleklokken ringer, og eleverne går hjem for dagen, slukker lyset ikke i Skolen på Levantkaj.

Bygningen er nemlig tænkt som et samlingspunkt for hele Nordhavn.

Lokale foreninger vil få mulighed for at låne den nye idrætshal, der blandt andet indeholder en springgrav, og et folkebibliotek i bygningen vil stå åbent for alle områdets beboere.

Budget 2027 skal bane vejen

Finansieringen af skolen er endnu ikke på plads i sin helhed, men børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (C) har sat kursen. Han vil finde dele af midlerne i forbindelse med budget 2027.

- Det glæder mig, at København er en attraktiv hovedstad, og at der derfor er behov for at etablere nye bydele med dertilhørende folkeskoler.

- Der er flere år til, at skolen står klar, men planerne er lovende, og med midlerne i budgettet for 2027 vil skolen være et skridt tættere på at blive en realitet, siger Jakob Næsager.

Med Skolen på Levantkaj tegner der sig altså et billede af en fremtidsskole, der ikke bare skal uddanne Nordhavns yngste borgere, men også berige hele bydelen med fællesskab, kultur og bevægelse.

- rh

2/9 2026