Nye cykelstier på Skolebakken skal gøre skolevejen sikrere
Kolding Kommune går i uge 43 i gang med at anlægge cykelstier og fortov på Skolebakken i Nr. Bjert.
Under arbejdet bliver vejen ensrettet, og elever til fods og på cykel henvises til andre ruter.
Skolevejen mellem Nr. Bjert og området med skoler og daginstitutioner mod syd skal forbedres.
Kolding Kommune anlægger cykelstier i begge sider af Skolebakken på strækningen fra Strædet til Nr. Bjertvej.
Arbejdet begynder i uge 43 og ventes færdigt i april 2027.
I anlægsperioden ændres adgangen gennem området, og kommunen varsler mere trafik og trængsel på de omkringliggende veje.
Cykelstier og fortov får mere plads
De nye cykelstier bliver adskilt fra kørebanen med kantsten.
Det nuværende smalle fortov i den ene side af vejen erstattes af et bredere fortov, og kørebanen bliver lidt bredere.
På strækningen fra Strædet til Lyshøj Allé er der allerede en fællessti for fodgængere og cyklister.
Ifølge projektleder Martin Magaard fra Kolding Kommune har det været nødvendigt at inddrage jord på begge sider af den smalle vej for at få plads til projektet.
EWII Varme har desuden lagt en ny og større fjernvarmeledning på strækningen, inden kommunen går i gang med vejarbejdet.
Andre ruter under arbejdet
Fra tirsdag den 20. oktober bliver Skolebakken ensrettet mod Nr. Bjert mellem Strædet og Nr. Bjertvej.
Det betyder følgende for transporten til og fra skoler og daginstitutioner:
- Bilister i den modsatte retning henvises til omkørsel via Nr. Bjertvej, Fynsvej og Lyshøj Allé.
- Gående og cyklister bedes benytte Rytterskolevej eller andre stier i området.
- Bybuslinje 4 kører som normalt.
- Ved berørte indkørsler og adgangsveje lægges køreplader ud, hvor det er nødvendigt.
- Sammen med vores entreprenør vil vi gøre vores bedste for at minimere generne ved arbejdet.
- Men vi kan ikke undgå, at den daglige transport bliver lidt mere bøvlet for en del mennesker frem til foråret, og der vil komme øget trafik og trængsel på de omkringliggende veje, forklarer Martin Magaard.
Mod slutningen af anlægsperioden bliver Skolebakken lukket for gennemkørsel i begge retninger i en kortere periode. Kommunen informerer særskilt om lukningen senere.
- rh