Stress holder lærere væk fra klasseværelsetGordon Ørskov Madsen, Formand for Danmarks Lærerforening

Stress holder lærere væk fra klasseværelset

Tre ud af fire stresssygemeldte har samlet været væk i mere end en måned gennem deres arbejdsliv.

Danmarks Lærerforening efterlyser bedre arbejdsvilkår for at fastholde lærerne i folkeskolen.

34 procent af lærerne i en ny medlemsundersøgelse fra Danmarks Lærerforening har på et tidspunkt i deres arbejdsliv som lærer været sygemeldt med stress.

Foreningen advarer om, at fraværet rammer både lærerne og elevernes hverdag.

Blandt dem, der har været stresssygemeldt, har 75 procent samlet været sygemeldt i mere end en måned, mens 29 procent har været sygemeldt i mere end fire måneder.

Varigheden dækker det samlede stressfravær gennem arbejdslivet og kan derfor omfatte flere sygemeldinger.

- Stress presser lærerne ud i lange sygemeldinger. Det skal vi tage alvorligt.

- For skolen betyder det, at en kollega mangler i månedsvis.

- Eleverne mister den lærer, der kender dem og deres faglige udvikling, siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening.

17 procent vendte ikke tilbage til arbejdspladsen
Undersøgelsen viser også, at 17 procent af de stresssygemeldte ikke vendte tilbage til den samme arbejdsplads efter sygemeldingen.

Tallet viser ikke, hvor mange der forlod folkeskolen.

Undersøgelsen omfatter lærere og børnehaveklasseledere, som fortsat arbejder i den kommunale folkeskole.

Ifølge Danmarks Lærerforening understreger resultaterne, at det ikke er nok at uddanne og rekruttere flere lærere.

Skolerne skal også have rammer, der gør det muligt at fastholde dem, der allerede er ansat.

Foreningen skønner på baggrund af undersøgelsen, at folkeskolen i 2025 gik glip af knap 800 lærerårsværk på grund af stresssygemeldinger.

Det svarer til en lønværdi på omkring en halv milliard kroner. Beløbet er et skøn over værdien af den tabte arbejdsindsats.

DLF vil have mere tid til forberedelse
Danmarks Lærerforening peger på mere tid til at forberede og følge op på undervisningen, flere uddannede kolleger og flere timer med to lærere i klassen som veje til at forebygge stress.

Foreningen vil tage forslagene med i den trepart om skolen, som regeringen har taget initiativ til.

- Og lærerjobbet må og skal være et arbejde, man kan holde til gennem et helt arbejdsliv, siger Gordon Ørskov Madsen.

Om undersøgelsen
1.901 lærere og børnehaveklasseledere har besvaret undersøgelsen.

Spørgeskemaet blev sendt til 10.000 tilfældigt udvalgte medlemmer af Danmarks Lærerforening i den kommunale folkeskole. Svarprocenten er 19.

Svarene blev indsamlet fra 26. august til 14. september 2026. Undersøgelsen bygger på medlemmernes egne oplysninger og omfatter ikke lærere, der har forladt folkeskolen.

- rh

20/10 2026