
Synsproblemer kan give børn en svær skolestart
Når tusindvis af børn starter i skole, kan uopdagede synsproblemer gøre skolestarten til en udfordring.
En ny undersøgelse fra Synoptik viser, at 44 procent af danske børn aldrig har fået tjekket deres syn, og mange forældre kender ikke tegnene på nedsat syn.
- Børn er verdensmestre i at tilpasse sig. Hvis de ikke ser godt, finder de deres egne måder at kompensere på – som at rykke tættere på tavlen eller holde bogen op til næsen, forklarer Annette Slyngborg, leder for klinisk udvikling i Synoptik.
Denne kompensation kan dog medføre andre problemer som spændinger, træthed og hovedpine, hvilket påvirker børnenes energiniveau og trivsel.
I værste fald kan nogle synsproblemer få langvarige konsekvenser, hvis de ikke opdages og behandles i tide.
Forældre mangler viden om symptomer
Kun hver tredje forælder ved, hvad de skal være opmærksomme på for at opdage synsproblemer hos deres børn.
Dette finder Annette Slyngborg bekymrende, da dårligt syn kan påvirke børns evne til at følge med i undervisningen og deres generelle koncentration.
For at hjælpe forældre med at opdage synsudfordringer uddeler Synoptik nu en gratis børnebog, "Da fantasien forsvandt".
Bogen indeholder både en eventyrfortælling og øvelser, der kan afsløre synsproblemer hos børn.
Vigtige advarselstegn
Forældre bør være opmærksomme på følgende symptomer:
- Hovedpine
- Lysfølsomhed
- Trætte øjne
- Koncentrationsbesvær
- Dækning af det ene øje
- Klodsethed
- Læsning tæt på øjnene
- Skelen
- Problemer med at se på afstand
Bogen kan hentes gratis i alle Synoptik-butikker, og det anbefales at få børns syn tjekket regelmæssigt for at sikre en god skolestart og udvikling.
-rh