Nyt mødested for fællesskab og friluftslivFoto: Thisted Kommune

Nyt mødested for fællesskab og friluftsliv

Midt i et af Danmarks mest enestående naturområder har Naturlandsbyen i Doverodde slået dørene op som et nyt, lokalt og nationalt samlingspunkt for friluftsliv, naturdannelse og fællesskab.

Med festlige toner, inspirerende taler og mangfoldige foreningsaktiviteter markerede Naturlandsbyen sin officielle åbning den 6. august.

- Vi har glædet os rigtig meget til at åbne Naturlandsbyen. Det markerer en ny og spændende begyndelse i Doverodde,  udtalte Niels Jørgen Pedersen, borgmester i Thisted Kommune, ved åbningen.

Han fremhævede projektet som et stærkt eksempel på, hvordan frivillige og foreninger i samarbejde med kommunale kræfter kan skabe et sted, hvor fællesskab og natur går hånd i hånd.

Nordea-fonden, der har støttet opførelsen af Naturlandsbyen med ikke mindre end 55,55 millioner kroner, ser projektet som en væsentlig investering i fællesskabet.

- Med Naturlandsbyen får vi et helt fantastisk mødested i Doverodde, hvor vi – på tværs af generationer – kan samles om friluftsliv, natur og kultur," sagde Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

Aktiviteter for alle
Åbningsdagen bød på en bred vifte af aktiviteter, der gav et indblik i det kommende liv i Naturlandsbyen.

Besøgende kunne nyde smagsprøver på bålmad og prøve kræfter med de forskellige aktiviteter, som fremover vil være tilgængelige for både lokale og besøgende.

Et særligt indslag var vikingeskibet Thor, der sejlede ind i havnen som en del af fejringen.

Vikingeskibslauget, der er en af de lokale foreninger, som flytter ind i Naturlandsbyen, har i over 20 år bygget både efter de nordiske klinkbådstraditioner – en UNESCO-anerkendt kulturarv.

I vinterhalvåret vil lauget bygge skibe i "Værftet", en højloftet bygning midt i landsbyen, mens de i sommerhalvåret vil sejle med Thor og andre både på fjorden.

Det lokale bådelaug og FDF'erne bidrog også til fejringen med både, kajakker, bålpandekager og klatreaktiviteter, mens foreningen Doverodde Købmandsgårds Venner serverede kaffe og delte lokale historier i det nye foreningshus.

Naturen i centrum
Thy er det område i Danmark med den største andel af beskyttet natur og rummer enestående landskaber fra heder og klitter til rigkilder, søer og morænebakker.

Kommunen ligger allerede i top ti på Friluftsrådets liste over landets bedste friluftskommuner, men med Naturlandsbyen ønsker Thisted Kommune og lokale aktører at gøre friluftslivet endnu mere tilgængeligt, sanseligt og vedkommende for alle.

Kommunens naturvejledere, som fremover vil have deres daglige gang i landsbyen, stod på åbningsdagen for krible-krable aktiviteter – et af de mange tilbud, de vil tilbyde besøgende skoleklasser og andre gæster i Naturlandsbyen.

Med sin enestående placering og mangfoldige aktiviteter markerer Naturlandsbyen i Doverodde sig som et nyt kapitel for både Thy-området og for naturdannelse i Danmark – et sted hvor kultur og landskab mødes i en levende landsby, hvor alle kan få del i naturens rigdom.

-rh

6/8 2025