
Fra SFO til laboratorie: Tusindvis af børn får adgang til spændende science-univers
Tusindvis af danske børn får nu mulighed for at udforske naturvidenskabens verden i deres fritid takket være en stor donation fra Villum Fonden.
Med en samlet bevilling på 25 millioner kroner til 10 forskellige projekter åbnes døren for, at børn og unge kan fordybe sig i alt fra fusionsenergi til cybersikkerhed.
De støttede projekter spænder bredt og giver børn og unge mulighed for at bygge robotter, udvikle spil, eksperimentere med kunstig intelligens og udforske fusionsenergi.
Initiativerne omfatter både science-aktiviteter i SFO'en og ingeniørvidenskabelige forløb i Videnskabsklubben.
- I Villum Fonden vil vi styrke børn og unges naturfaglige selvtillid og nysgerrighed.
- Naturvidenskab og teknologi former vores samfund og verden i hastigt tempo, og hvis kommende generationer skal kunne navigere og tage kvalificeret stilling, må vi give dem mulighed for at forstå, udforske og forholde sig kritisk til den udvikling.
- Og så er det bare vildt, sjovt og spændende at undersøge og opdage verden gennem naturvidenskaben, udtaler Ole Laursen, uddelingschef i Villum Fonden.
Fra fusionsenergi til bæredygtig fødevareproduktion
Et af de støttede projekter kommer fra Videnskabsklubben, der i samarbejde med Engineer the Future tilbyder børn i 6.-7. klasse at arbejde med fremtidsorienterede emner som fusionsenergi, IT-sikkerhed og præcisionsfermentering.
Sidstnævnte er en innovativ metode til bæredygtig fødevareproduktion, hvor mikroorganismer programmeres til at producere specifikke ingredienser uden traditionelle animalske kilder.
I 65 klubber landet over vil børnene sammen med frivillige gymnasieelever eksperimentere og udvikle teknologiske løsninger gennem "engineering design" i syv uger lange forløb.
- Når børn arbejder med fusionsenergi eller fremtidens fødevarer gennem engineering design-processen, oplever de, hvordan naturvidenskab og teknologi kan bruges til at løse virkelige problemer.
- Det giver en forståelse for den videnskabelige metode samtidig med, at det styrker deres nysgerrighed, selvtillid og lyst til at lære mere, fordi de kan se, at deres idéer faktisk kan gøre en forskel, forklarer Sarah Kirkegaard Verver, projektleder i Videnskabsklubben.
Naturen som laboratorium på Langeland
På Langeland inviterer projektet "Bål og Bølger" unge ud i naturen, hvor de gennem kystvandringer, økosystemundersøgelser, vandsport og eksperimenter kan styrke deres naturvidenskabelige forståelse. Projektet kombinerer naturoplevelser med videnskabelig udforskning og socialt fællesskab.
- Vi ønsker at give de unge en dybere forankring i naturen, så de også oplever den som et rum for læring, oplevelse og fællesskab.
- Ved at kombinere naturvidenskabelige metoder med sanselige og sociale aktiviteter håber vi at tænde en varig interesse for naturen og dens sammenhænge, siger Peter Hellerstedt Nyholm, afdelingsleder på Ungdomsskolen i Langeland Kommune.
Bevillingerne fra Villum Fonden har et langsigtet mål om at ruste børn og unge til at forstå og engagere sig i den verden, de vokser op i.
Ved at gøre science tilgængeligt i uformelle fritidsmiljøer ønsker fonden at vise, at naturvidenskab både er vedkommende, interessant og potentielt en fremtidig karrierevej.
Gennem engagerende fællesskaber, rollemodeller og spændende aktiviteter håber Villum Fonden at vække børn og unges nysgerrighed og mod på at udforske naturvidenskabens verden – både nu og i fremtiden.
-rh