Guldborgsund Kommune lancerer cykelbane for at løfte børns trafiksikkerhedFoto: Guldborgsund Kommune

Guldborgsund Kommune lancerer cykelbane for at løfte børns trafiksikkerhed

En mobil cykelbane er nu taget i brug i Guldborgsund Kommune med det formål at hjælpe flere børn til at bestå 'Cyklistprøven'.

Kun 40 procent af kommunens elever består i dag prøven, hvilket er markant under landsgennemsnittet på 70 procent.

Den nye cykelbane blev indviet på Sakskøbing Skole, hvor elever fra 5. klasse viste deres færdigheder på to hjul. Banen, der er udviklet af Rådet for Sikker Trafik, indeholder 10 forskellige øvelser, som udfordrer og styrker børnenes koordination og balance.

- Vi vil gerne give skolerne et konkret redskab, der kan hjælpe flere børn til at bestå 'Cyklistprøven'.

- Når kun 40 procent klarer den i dag, betyder det, at mange børn mangler de færdigheder, der giver dem tryghed, frihed og selvtillid i trafikken, forklarer René Fjeldsøe Sørensen, formand for Trafiksikkerhedsrådet og medlem af Teknik, Klima og Miljøudvalget.

Cykelbanen er indkøbt med støtte fra GF Fonden, der sammen med over 380.000 medlemmer ejer GF Forsikring.

Ved indvielsen på Sakskøbing Skole overrakte Ove Christiansen fra GF Fondens bestyrelse diplom og blomster.

- Cykling er godt for den mentale og fysiske trivsel, og vi fremmer cykelglæden ved at gøre børnene fortrolige og trygge ved at cykle.

- Vi støtter indsatsen her i Guldborgsund Kommune med vores trafiklegat, fordi de har fokus på fordelene ved at cykle og har gjort det muligt for skolerne at sætte cykling på skoleskemaet. Det fortjener stor ros, udtalte Ove Christiansen.

Mobil løsning for hele kommunen
Den nye cykelbane er flytbar og kan lånes af alle kommunens skoler.

Dette giver mulighed for, at flere skoler kan sætte fokus på at øve børns cykelfærdigheder i trygge rammer, og forhåbentlig bidrage til at nå målet om, at langt flere børn består cyklistprøven.

Cyklistprøven bør gennemføres i 4.-6. klasse og giver børnene vigtige færdigheder, der styrker deres udvikling, sundhed og mobilitet.

GF Fonden har gennem mange år uddelt penge til projekter, der fremmer trafiksikkerhed og god trafikadfærd.

I år uddeles i alt 600.000 kroner med særligt fokus på projekter, der kan få flere børn, unge og voksne til at cykle mere.

-rh

14/10 2025