
Unge ordblinde får selvbestemmelse: Forældresamtykke afskaffes
I forbindelse med Ordblindeugen har regeringen annonceret, at den arbejder på at afskaffe kravet om forældresamtykke ved brug af Ordblindetesten for unge mellem 15 og 17 år på ungdomsuddannelser.
Ifølge den nuværende lovgivning skal uddannelsesinstitutioner indhente samtykke fra forældrene, før en ung kan testes for ordblindhed.
Samtykket er også nødvendigt for at dele testresultaterne med relevante myndigheder og for at ansøge om specialpædagogisk støtte, herunder læse- og skrivehjælpemidler.
Initiativet kommer efter opfordring fra Ordblindeforeningen, som har påpeget, at kravet om forældresamtykke kan blive en barriere for nogle unge, især socialt udsatte, der risikerer ikke at blive testet, hvis forældrene ikke giver samtykke.
- Det er regeringens klare ambition at styrke forholdene for personer med ordblindhed, udtaler børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, der ønsker at fjerne barrierer for test og dermed give lettere adgang til støtte og hjælpemidler.
Ordblindeforeningens forperson, Gry Kaalund Nicolaisen, udtrykker stor tilfredshed med initiativet:
- Vi er meget taknemmelige for, at regeringen nu sætter fokus på en af vores vigtigste mærkesager.
Hun understreger, at den nuværende afhængighed af forældresamtykke udgør en alvorlig barriere for unge, der af personlige eller familiemæssige årsager ikke kan eller ønsker at inddrage deres forældre.
Børne- og Undervisningsministeriet arbejder nu på en konkret model, der vil give unge i alderen 15-17 år mulighed for selv at give informeret samtykke til test, videregivelse af resultater og ansøgning om specialpædagogisk bistand.
Et lovforslag om ændringen forventes fremsat i 2026. Initiativet er en del af regeringens fortsatte indsats for at styrke vilkårene for ordblinde, der siden 2019 har omfattet fem ordblindepakker vedtaget af Folketinget.
-rh