Nyt forskningssamarbejde skal kortlægge unges naturfagsinteresserFoto: Colourbox

Nyt forskningssamarbejde skal kortlægge unges naturfagsinteresser

Et omfattende forskningsprojekt vil fra 2025 til 2028 undersøge, hvordan unge i Danmark, Grønland og Færøerne forholder sig til naturfag og teknologi.

Projektet, der bærer navnet ROSES (Relevance of Science Education – Second), har modtaget 4,875 millioner kroner i støtte fra Novo Nordisk Fonden.

ROSES er en opfølgning på den internationale ROSE-undersøgelse fra 2003, hvor Danmark var blandt de cirka 40 deltagende lande.

I den nye undersøgelse udvides antallet til 50 lande, og for første gang inddrages hele det danske rigsfællesskab i en koordineret indsats.

- Det bliver særligt interessant at følge udviklingen siden den oprindelige ROSE-undersøgelse, hvor det stod klart, at unges syn på naturfag varierede markant, forklarer projektleder Anders Vestergaard Thomsen, lektor ved Professionshøjskolen Absalon.

I modsætning til internationale undersøgelser som PISA og TIMMS, der måler elevernes faglige præstationer, fokuserer ROSES på elevernes holdninger, værdier og interesseområder inden for naturfag og teknologi.

Måling af 20 års indsats
Siden den første undersøgelse i 2003 er der investeret betydelige ressourcer i at styrke naturfagsundervisningen i Danmark.

ROSES giver nu mulighed for at måle effekten af disse indsatser - ikke kun i Danmark, men i hele rigsfællesskabet og i international sammenhæng.

Undersøgelsen vil omfatte 40-60 danske skoler med over 1.000 elever samt cirka 700 færøske og 800 grønlandske elever.

De 14-16-årige skoleelever skal besvare 250 spørgsmål, hvoraf mange er de samme som i 2003-undersøgelsen, men suppleret med nye spørgsmål om aktuelle emner som klimaforandringer, bæredygtig udvikling og sociale medier.

Erla Olsen, lektor ved Færøernes Universitet, påpeger, at uformelle undersøgelser på Færøerne tidligere har vist markante kønsforskelle i interessen for naturfag:

- I den nye undersøgelse ser vi frem til at udforske, hvordan disse forskelle har udviklet sig over tid.

Lars O. Demant-Poort fra Grønlands Universitet tilføjer:

- Vi håber, at undersøgelsen kan være med til at kaste lys over unges interesse for naturvidenskab bredt set, men også hvordan mere uformelle oplevelser med natur og naturvidenskab får betydning.

Projektet er organiseret som et fælles forskningssamarbejde på tværs af rigsfællesskabet, hvor data ejes lokalt, men indsamles og analyseres i fællesskab.

De første resultater forventes at blive præsenteret på internationale forskningskonferencer i 2027.

-rh

8/10 2025