
Danske skoleelever løser klimagåder i historiske skibsjournaler
Danske skoleelever fra hele landet er i fuld gang med at levere afgørende bidrag til klimaforskningen gennem konkurrencen "Klimamatch", hvor de verificerer vejrdata fra århundredgamle skibsjournaler.
Over 6.000 elever fra 253 skoleklasser i 7.-10. klasse har allerede verificeret mere end en million historiske vejrobservationer fra gamle danske skibsjournaler.
Konkurrencen, der startede den 25. august 2025 og slutter den 12. oktober, har langt overgået arrangørernes forventninger.
Unikt samarbejde mellem forskning og uddannelse
- Det er fantastisk, at børn og unge kan være med til at gøre en konkret forskel for klimaforskningen.
- Samtidigt lærer de om både vejr, klima og historiske kilder, udtaler Martin Stendel, klimaforsker ved Nationalt Center for Klimaforskning på DMI.
De originale skibsjournaler er blevet digitaliseret med hjælp af machine learning, men menneskelig verifikation er afgørende for at sikre korrekte data.
Uden dette kvalitetstjek risikerer værdifulde historiske vejrdata at være ubrugelige for moderne klimaforskning.
Adam Jon Kronegh, arkivar og projektleder i Rigsarkivet, er imponeret over elevernes indsats: - Klimamatch er et forsøg på at inddrage unge i historie og klimaforskning på en sjov og lærerig måde, og ud fra tallene ser det ud til at være særdeles vellykket.
Vigtige brikker i klimaforskningens puslespil
De historiske vejrobservationer fra skibsjournaler giver klimaforskerne vigtige informationer om vejrforhold til søs, som ellers er sparsomt dokumenteret.
Disse data er afgørende for at forstå klimaets udvikling gennem tiden og for at forbedre fremtidige klimamodeller.
Eleverne arbejder gennem en app, hvor de får adgang til små uddrag fra gamle skibsjournaler. De skal aflæse og verificere vejrdata som vindretning, vindstyrke og temperatur, der er skrevet i gammel håndskrift.
På denne måde kombinerer projektet klimaforskning, historieundervisning og digitale færdigheder.
Vinderklassen i konkurrencen får 25.000 kroner og afsløres af klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagard den 3. november på M/S Museet for Søfart i Helsingør.
Derudover uddeles der regionale præmier til de klasser, der har samlet flest point i hver region.
Klimamatch er en del af projektet ROPEWALK, der er støttet af A.P. Møller Fonden med 14,25 millioner kroner.
Eleverne kan deltage via både mobilapp og computer, og spillet er gratis for skolerne. Ud over at verificere data kan eleverne gennemgå såkaldte "boostere" med læringsmateriale om vejr, klima, navigation og historiske kilder.
-rh