Fra klasseværelse til Kenya: Sådan skaber skoleprojekter global forståelseFoto: Gokenya.dk

Fra klasseværelse til Kenya: Sådan skaber skoleprojekter global forståelse

I en globaliseret verden, hvor kulturel udveksling er vigtigere end nogensinde, bygger GoKenya Change meningsfulde broer mellem danske og kenyanske skoler.

Gennem disse partnerskaber bliver undervisning om levevilkår, uddannelse og FN\'s verdensmål både levende, praksisnær og dybere forankret hos elever i alle aldre.

Fra efteråret 2024 til foråret 2025 gennemførte GoKenya Change et seks måneders projektforløb med Tollundskolen i Silkeborg.

Formålet var at berige mellemtrinnets læring på nye måder og sætte elevernes eget liv i perspektiv. Glennie Grønne fra GoKenya Change, der også er sygeplejerske og indehaver af Konekt.dk, hvor hun underviser i didaktik, coaching og kreative læringsmetoder, fungerede som projektets faglige støtte og sikrede den røde tråd gennem hele forløbet.

Fra klasseværelse til konkret handling
Projektet startede med et fagligt fokus på engelsk og dansk. I en dedikeret emneuge udforskede eleverne ligheder og forskelle mellem Danmark og Kenya, mens GoKenya Change holdt engagerende foredrag om kenyansk levevis, arbejde og uddannelse.

I december tog initiativet en praktisk drejning med indsamling af julegaver til gadebørn i Kenya og afholdelse af en tombola til støtte for indkøb af cykler.

Lærer Didde Sørensen, der ledte forløbet, rejste med GoKenya i julen for at uddele gaver og lære de kenyanske børn at cykle.

Samtidig byggede hendes mand, Søren Chr. Sørensen, bord- og bænkesæt sammen med gadebørnene. Den kulturelle udveksling blev yderligere styrket, da børnene i Kenya skrev personlige hilsner tilbage i de julekort, de danske elever havde lavet – til stor glæde for alle involverede.

Projektets røde tråd fortsatte med praktisk arbejde omkring FN's 17 Verdensmål. Eleverne byggede skorstene til masai-hytter af hjemmelavede mursten og sponsorerede minimursten. Hestelort erstattede den traditionelle zebralort i processen.

Dette praktiske arbejde gav ikke kun hands-on læring, men også dybere indsigt i sundhedsudfordringerne i masai-samfundet og værdifulde diskussioner om, hvordan tanker kan omsættes til handling.

Eleverne fik sat deres eget liv i perspektiv og opdagede konkrete måder, hvorpå de selv kan bidrage til sundhedsfremmende tiltag i hverdagen.

- Hvis man tror, man er for lille til at gøre en forskel, så tænk på en myg, udtaler stifteren af GoKenya Change. - Vi kan alle være med til at skabe en bedre verden.

-rh

1/7 2025