Danmark afsætter millioner til bekæmpelse af skolevægringFoto: Colourbox

Danmark afsætter millioner til bekæmpelse af skolevægring

Regeringen og De Konservative har besluttet at prioritere kampen mod ufrivilligt skolefravær på den nye finanslov.

Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet og Børns Vilkår lider omkring 52.000 børn i den danske folkeskole af skolevægring, og 10.000 børn var fraværende i mere end tre måneder sidste år.

Den nye aftale afsætter 30 millioner kroner årligt fra 2026 til 2029 til indsatser mod langvarigt bekymrende skolefravær.

Midlerne skal blandt andet bruges til at etablere et nationalt videnscenter for ufrivilligt skolefravær under Børne- og Undervisningsministeriet.

Mette Abildgaard, politisk ordfører for Det Konservative Folkeparti, betegnede det som en "samfundsmæssig falliterklæring", at så mange børn er fraværende fra skolen i længere perioder.

Prioriteringen på finansloven kommer i kølvandet på DR-dokumentarserien "Skolens tabte børn", som satte fokus på problemet.

Anne Vestergaard, uddannet lærer med speciale i skolefravær, hilser initiativet velkommen:

- Jeg er virkelig glad, fordi vi er gået fra nul kroner til 30 millioner om året over fire år, siger hun og peger på vigtigheden af en ensartet og koordineret indsats på tværs af landets kommuner.

Regitze Spenner Ishøy, formand for landsorganisationen Skole og Forældre, er også positiv over for prioriteringen, men understreger, at beløbet ikke er "rigeligt med penge".

Hun håber, at størstedelen af midlerne vil blive brugt direkte på skolerne og til støtte af familier med børn, der lider af skolevægring.

Danmarks Lærerforening er mere kritisk. Formand Gordon Ørskov Madsen udtaler til fagbladet Folkeskolen, at - vi kan ikke lappeløse skolernes ganske omfattende problemer med 30 millioner kroner om året.

Finanslovsaftalen følger op på første del af en national handlingsplan, som regeringen præsenterede tidligere i oktober.

Den omfatter 22 initiativer på tværs af social-, sundheds- og undervisningsområdet, med fokus på blandt andet forebyggelse, tidlig opsporing og styrket samarbejde mellem skole og hjem.

-rh

28/10 2025