Inklusion skal mindske ulighed og styrke fællesskabet

Inklusion skal sætte alle skolens elever i stand til at magte sociale og faglige fællesskaber, men det kræver også, at skolen rummer forskellige former for viden og kompetencer

Af: Janne Hedegaard, chef for Nationalt Videncenter om Udsatte Børn og Unge

Når vi før i tiden adskilte specialskoler fra almenskoler, var vi med til at isolere børn fra overvejende ressourcesvage familier. Børn, som ender med at være dårligere stillet, og derigennem har skolen været med at cementere en ulige start på livet. Inklusion skal sætte alle skolens elever i stand til at magte sociale og faglige fællesskaber, men det kræver også, at skolen rummer forskellige former for viden og kompetencer.

Der er mange meninger om inklusion og mange forskellige erfaringer fra professionelle, elever og forældre. Erfaringer, som har betydning for, hvorvidt der argumenteres for eller imod inklusion. Men hvad er egentlig intentionen med at udvikle mere inkluderende skoler? Hvem er det til gavn for, og hvilket problem ønsker vi at løse med en mere inkluderende skole?

Gennem mange år har vi adskilt det almenpædagogiske og det specialpædagogiske felt. Det har der været mange gode grunde til, men undersøgelser har vist, at langt færre af de elever, der henvises til specialpædagogiske tilbud gennemfører folkeskolens afgangsprøve, færre af dem gennemfører en kompetencegivende uddannelse og færre af dem bliver i stand til at forsørge sig selv senere hen i livet, sammenlignet med andre elever.

Det kan der være mange gode og legitime grunde til. Men ideen med at udskille elever fra almenskolen er netop at give alle elever lige muligheder for uddannelse og arbejde ved at møde dem forskelligt. Vi må derfor konstatere, at en adskillelse mellem almenpædagogikken og specialpædagogikken ikke har leveret de forventede resultater og har vist sig ikke at være tilstrækkeligt effektiv på trods af, at den har været meget omkostningstung.

Adskillelse cementerer ulighed

Selv om formålet med specialundervisning er at give eleverne de bedste betingelser for at lære, udvikle sig og trives, så viser forskning, at henvisning af elever til specialpædagogiske tilbud også begrundes i hensynet til klassen eller lærerens mulighed for at gennemføre sin undervisning. Det er altså ikke altid hensynet til eleven, der vejer tungest.

Endelig kan vi ikke se bort fra, at der er en større andel af elever fra familier med få socioøkonomiske ressourcer, der henvises til specialklasser og specialskoler end elever fra ressourcestærke familier. Adskillelsen mellem almenskoler og specialskoler bidrager således også til at opretholde og reproducere social, økonomisk og kulturel ulighed, og vi må konstatere, at henvisning af elever til specialundervisning repræsenterer og opretholder skolens ulighedsskabende strukturer.

Børn vil lære at håndtere og acceptere forskellighed

Det er disse forhold, som det er ambitionen, at den inkluderende skole skal gøre noget ved, fordi vi ved, at eksklusion af elever fra undervisningen i den lokale skole ikke nødvendigvis er en effektiv løsning i forhold til den virkelighed, som børn og unge møder i dag, hvor den politiske ambition er, at alle elever skal blive så dygtige som muligt og have mulighed for videre uddannelse ud fra en idé om, at det er godt for det enkelte menneske at blive mødt med en tro på, at der er brug for ham, at han har noget at bidrage med.

Og samtidig er det godt for samfundets sammenhængskraft, at alle deltager aktivt frem for at være på passiv forsørgelse. En tankegang, der gennemsyrer alle politikområder, og som trækker på en grundlæggende idé om, at alle borgere har et potentiale, som de har ret og pligt til at realisere. Samtidig vil alle børn lære at håndtere og acceptere forskellighed, som ikke kun er til gavn for den enkelte men også for samfundets sammenhængskraft.

Tidligere blev vi knyttet sammen gennem solidaritet, hvor samfundet forsørgede og drog omsorg for de, der ikke formåede at deltage aktivt i samfundslivet og på arbejdsmarkedet. I dag sikrer vi sammenhængskraften gennem alles aktive deltagelse og selvansvar.

Så selv om henvisning til specialpædagogiske tilbud på den korte bane synes at være den bedste løsning, så vil eleven på den lange bane blive mødt med en politik, der først og fremmest har fokus på krav, pligter, effektivitet og selvansvar. En politik som i langt mindre grad anerkender, at sociale, personlige eller familiemæssige forhold kan være en barriere for at uddanne sig eller blive i stand til at forsørge sig selv.

Forskellighed er et samfundsmæssigt vilkår

Derfor er det helt essentielt, at folkeskolen lærer alle elever at magte at deltage i skolens faglige og sociale fællesskaber uanset deres situation og behov. Dét er netop hvad den inkluderende skole handler om. Forskellighed er ikke et problem, der skal løses, det er et samfundsmæssigt vilkår. Forskellighed skal derfor håndteres, og det forudsætter, at skolen repræsenterer mange forskellige former for viden og kompetencer. Særligt den specialpædagogiske viden og kompetence skal være en integreret del af skolens praksis, så underviserne kan imødekomme elevernes forskellighed i undervisningen frem for at ekskludere elever, der er forskellige fra de fleste.

Almen- og specialpædagogik skal berige hinanden

Lærere i folkeskolen skal undervise sammen med professionelle med specialpædagogisk viden og kompetence i klasserummet, og de skal have et fælles og lige ansvar for alle elevers deltagelse og læring. Ambitionen skal være, at de i deres planlægning og gennemførsel af undervisningen imødekommer og håndterer elevers forskelligheder ved at sikre, at alle elever kan deltage og få et optimalt udbytte af undervisningen uanset deres situation og behov.

Så i stedet for at adskille almenundervisning og specialundervisning, er der brug for at integrere specialpædagogikken i skolens undervisning af alle elever uanset deres livs- eller læringssituation. Matematiklæreren kan ganske enkelt ikke tilrettelægge og gennemføre sin undervisning uden sin kollegas viden om, hvordan elevers forskellige situationer og behov imødekommes pædagogisk og didaktisk.

Og omvendt er kollegaen afhængig af almenlærerens faglige viden og kompetence. Ved at koble almen- og specialpædagogik transformeres undervisningen til at imødekomme elevers forskellighed. Det er således ikke Tobias, der skal tage en lufter, når han ikke længere kan fastholde koncentrationen, men undervisningen, der skal tilrettelægges på en måde, så der også tages højde for, at Tobias ikke magter at koncentrere sig i længere tid ad gangen.

Kræver grundlæggende forandringer

Den inkluderende skole kan således bidrage til at øge chanceligheden, og hvis den formår at løfte opgaven, vil flere af de elever, der er i øget risiko for at klare sig dårligere i forhold til uddannelse og arbejde, få bedre muligheder for at klare sig godt på langt sigt. Men det kræver grundlæggende forandringer i forhold til den skole, vi kender i dag.

Du kan møde Janne Hedegaard ved skolemessen i Aarhus, onsdag den 22. april 2020 kl. 11, til en samtale om inklusionsudfordringen i folkeskolen, arrangeret af Fagbladet Folkeskolen.