
Cykelhjelme med ben
Cyklisters brug af cykelhjelm er lavere i region Hovedstaden og på Sjælland end i resten af landet.
Det viser en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik, som sammen med ZOO København nu går en alternativ vej for at få hjelmen på flere børn og især deres forældre.
I et unikt partnerskab med ZOO København lancerer Rådet for Sikker Trafik kampagnen "Cykelhjelme med ben", hvor stråleskildpadder bruges som inspirationskilde.
Disse skildpadder, som Rådet sponsorerer gennem hele 2025, har nemlig en naturlig beskyttelse - deres stærke skjold - som mennesker kan tage ved lære af.
- Vi håber, at det får smilene frem, men også at det skaber refleksion over, hvorfor det er vigtigt at spænde cykelhjelmen, når man skal ud i trafikken.
Hjelmen er cyklisternes skjold, hvis de er ude for en ulykke, udtaler Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Undersøgelser viser, at mens 95% af børn mellem 6-9 år bruger cykelhjelm, er det kun 55% af voksne cyklister mellem 26-60 år der gør det samme.
Særligt i hovedstadsområdet er tallet lavt med kun 51%, sammenlignet med f.eks. Midtjylland, hvor 64% bruger hjelm.
Dennis Uslu Hansen, salgschef i ZOO København, ser et godt match i partnerskabet: - ZOO er sat i verden for at beskytte verdens dyr.
Vi har især fokus på truede arter, hvilket også gælder stråleskildpadden. En dybt fascinerende skildpaddeart med et farverigt skjold, der fungerer som en naturlig 'beskyttelseshjelm'
Kampagnen omfatter skiltning i ZOO, konkurrencer, quizzer, sociale medier og outdoor-annoncering, der alle skal sætte fokus på vigtigheden af at beskytte hovedet, når man færdes i trafikken.
Udover kampagnen "Cykelhjelme med ben" vil Rådet for Sikker Trafik i de kommende tre måneder lancere flere initiativer, der skal forebygge cykelulykker i trafikken.
-rh