
Fra ekspert til forsøgskanin: A-kassernes frustration over regeringens reformplaner
I en tid hvor effektivitet og resultater burde være i højsædet, står Lærernes a-kasse undrende tilbage over for regeringens nye beskæftigelsesreform.
Trods dokumenterede resultater i at få ledige hurtigere og bedre i job, vælger regeringen at indføre et nyt forsøg i stedet for at give a-kasserne det ansvar, de har efterspurgt og bevist, de kan løfte.
- Vi har bevist, at vi virker - men regeringen vælger endnu et forsøg. Det er svært at forstå - og endnu sværere at forklare vores medlemmer, siger Morten Refskov, formand for Lærernes a-kasse.
Den nye reform åbner for, at ledige i fire måneder kan vælge frit mellem a-kasse, kommune eller privat aktør.
Samtidig udvides kontaktforløbet i a-kasserne fra tre til fire måneder, men kun for udvalgte i en treårig forsøgsperiode.
Ifølge Refskov er tidspunktet for endnu et forsøg dårligt valgt, når man allerede har solid dokumentation for, hvad der virker.
- Der opstår en forsøgstræthed. Vi ved, hvad der virker. Hvorfor forsøge igen, når vi allerede har bevist, det virker? spørger han.
Regeringen fremhæver, at reformen skal forenkle beskæftigelsesindsatsen.
Men for medlemmerne i Lærernes a-kasse skaber det mest af alt forvirring, når de skal vælge mellem flere forskellige tilbud uden nødvendigvis at vide, hvad der passer bedst til deres behov.
- Vi er meget forvirrede over den såkaldte forenkling, for den er svær at se for os som faglig a-kasse, udtaler Morten Refskov.
- Det burde være enkelt og gennemskueligt for vores medlemmer, men det er det langt fra.
A-kasserne sidder med en unik viden om deres medlemmer og branche. Dette gør dem særligt egnede til at give meningsfuld og effektiv vejledning til ledige.
- Når det gælder lærere, undervisere og vejledere, ved vi præcis, hvilke veje der fører videre. Hvad enten det er mod job, efteruddannelse eller brancheskift.
- Vi arbejder med reel faglighed og indsigt - ikke generiske standardløsninger. Netop dét, SVM-regeringen siger, de ønsker. Så hvorfor ikke bruge os, der allerede gør det? påpeger Refskov.
Lærernes a-kasse ønsker ikke blot at være en del af indsatsen - de vil tage det fulde ansvar. Men det kræver tid.
- Når vi siger, at vi vil tage det fulde ansvar, så mener vi minimum seks måneder - ikke tre eller fire. Det er den tid, vi har brug for at kunne gøre en meningsfuld forskel for alle vores medlemmer, afslutter Refskov.
Mens regeringen således fortsætter med forsøgsordninger, sidder a-kasserne med både kompetencerne og viljen til at løfte opgaven fuldt ud - hvis de bare fik lov.
-rh