
International linje åbner nye muligheder for skoleelever i Næstved
En ny international linje på Sct. Jørgens Skole i Næstved giver fra næste skoleår elever mulighed for at få en mere international skolehverdag med engelsk som undervisningssprog i flere fag.
Linjen, der starter efter sommerferien, er åben for alle nuværende 6. klasses elever i Næstved Kommune.
På den nye linje vil cirka 10 ugentlige lektioner foregå på engelsk. Ud over den almindelige engelskundervisning vil fag som biologi, geografi, fysik/kemi og madkundskab også blive undervist på engelsk.
Eleverne vil eksempelvis lave "chemistry experiments" i fysik/kemi og følge en "recipe" i madkundskab.
- Det bliver rigtig spændende. Jeg tror på, at en international linje vil skabe nogle særlige fællesskaber, siger skoleleder John Bo Larsen fra Sct. Jørgens Skole.
Han understreger, at elevernes aktive tilvalg af linjen vil øge deres motivation og engagement.
Globalt udsyn og kulturforståelse
Undervisningen vil have et internationalt perspektiv, hvor eleverne diskuterer globale emner som klimaforandringer, mental trivsel blandt unge og racisme.
Målet er at give eleverne både sproglige kompetencer og en bredere kulturel forståelse, der kan gavne deres videre uddannelse.
Selvom dele af undervisningen foregår på engelsk, vil terminsprøver og afgangsprøver fortsat være på dansk i overensstemmelse med folkeskoleloven.
Initiativet er resultatet af et politisk ønske fra byrådet om at skabe flere profilspor i kommunens udskoling.
Lars Hoppe Søe, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, fortæller, at den internationale linje kun er begyndelsen. På sigt kan andre skoler få profiler inden for eksempelvis sport, musik eller teknologi.
Interesserede elever og forældre kan søge om optagelse på den internationale linje frem til 8. april.
-rh