Børneattester sat på pause på ubestemt tidFoto: Colourbox

Børneattester sat på pause på ubestemt tid

En teknisk fejl i Kriminalregisteret har sat udstedelsen af børneattester på pause i Danmark, konsekvenserne mærkes allerede bredt fra landets idrætsforeninger til kommunernes dagtilbud og skoler.

Den 3. september 2026 offentliggjorde Rigspolitiet, at der var opstået fejl i den automatiske sletning af oplysninger i Kriminalregisteret.

Fejlen betød, at oplysninger om visse afgørelser var blevet slettet tidligere, end de skulle – herunder afgørelser, der er mere end ti år gamle. 

Da disse oplysninger udgør det centrale grundlag for behandlingen af børneattester og våbentilladelser, valgte Rigspolitiet at sætte alt arbejde med disse to sagstyper på pause, indtil problemet er løst.

Rigspolitiets foreløbige undersøgelser tyder på, at fejlen kan have haft betydning for færre gerningskoder end først antaget.

Ud af cirka 1.400 relevante gerningskoder vurderes det, at fejlen kan vedrøre 11 og for børneattesternes vedkommende 5 ud af cirka 150 relevante gerningskoder.

Hidtil er der foreløbigt genregistreret 16 afgørelser, som uretmæssigt var blevet slettet for tidligt.

Politiets Administrative Center har desuden undersøgt, om der er udstedt fejlagtige børneattester i perioden.

Det har ført til identifikationen af én børneattest fra 2015, hvor en afgørelse fejlagtigt var slettet for tidligt.

Den pågældende person har ikke været tilknyttet den berørte organisation siden omkring 2018 og er ikke siden blevet sigtet eller dømt for strafbare forhold.

Ansættelsesstop rammer kommunerne
Konsekvenserne af pausen er allerede mærkbare for landets kommuner.

Alene i Københavns Kommune afventer mindst 250 lærere, pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere godkendelse af deres ansættelse, da de ikke kan tiltræde deres stillinger uden en gyldig børneattest.

Michael Ziegler fra Konservative, formand for KL's løn- og personaleudvalg, er klar i mælet: Der er ingen vej udenom.

- Sådan er det nødt til at være. Vi vil ikke ansætte folk uden en børneattest, og når der er krav om en børneattest, skal vi have en.

- Hvis der ikke kan udstedes børneattester, så må vi vente med at foretage ansættelser, siger han og tilføjer, at børneattesterne er et helt uundværligt redskab i arbejdet med at undgå at ansætte personer, der ikke egner sig til at arbejde med børn.

Kim Henriksen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA, deler bekymringen for de langsigtede konsekvenser.

- Vi er sikre på, at Rigspolitiet arbejder på højtryk for at finde fejlene, så der hurtigst muligt kan udstedes børneattester igen.

Men det er jo klart, at jo længere tid der går, jo større bliver udfordringen for dagtilbud, skoler og fritidstilbud, der er i gang med at ansætte personale," siger han.

Idrætsforeningerne berøres også
Fejlen rammer ikke kun den offentlige sektor. Danmarks Idrætsforbund (DIF) følger sagen tæt, da børneattester er en helt central del af foreningslivet.

Ifølge reglerne må foreninger ikke benytte frivillige eller ansatte trænere til arbejde med børn og unge under 15 år, uden at der er indhentet en børneattest.

Det betyder i praksis, at nye trænere ikke kan begynde deres arbejde, før Rigspolitiet genoptager behandlingen og godkender deres attest.

- Det er en rigtig ærgerlig sag, som vi følger tæt i DIF.

- Dels er det vigtigt, at alle kan have tillid til ordningen, dels er vi helt klar over, at det kan give mange af vores foreninger udfordringer, hvis det trækker ud med udstedelsen af børneattester, siger Britt Spangsberg, kommunikationschef i DIF, og tilføjer, at Rigspolitiet over for DIF har forsikret, at risikoen for fejlagtigt udstedte børneattester er minimal.

Pausen berører desuden skytteforeninger, da også udstedelsen af våbentilladelser er sat i bero som følge af den samme fejl. Dansk Skytte Union (Skydesport Danmark) følger ligeledes situationen tæt.

Rigspolitiet forventer snarlig afklaring
Rigspolitiet og Politiets Administrative Center oplyser, at de gør alt, hvad der er muligt, for at genskabe de slettede afgørelser, og at de forventer inden for kort tid at have afklaret sagen tilstrækkeligt til, at behandlingen af børneattester og våbentilladelser kan genoptages.

Årligt udstedes der i omegnen af 450.000 børneattester, og siden 2015 er der samlet udstedt cirka 3,7 millioner.

Rigspolitiet vil desuden i samarbejde med berørte myndigheder afdække, i hvilket omfang fejlen kan have haft bredere konsekvenser for sagsbehandlingen hos andre offentlige instanser.

- rh


14/9 2026