Vallensbæk Skole starter ambitiøs madordning i januar
Fra 5. januar 2026 vil de ældste elever på Vallensbæk Skole ikke længere skulle have madpakker med hjemmefra.
I stedet skal de samles i klasselokalerne og dele et fælles måltid mad, der både skal give næring til kroppen og styrke fællesskabet.
Skolen er udvalgt til at være en del af den nationale forsøgsordning for skolemad, hvor hele Danmark skal undersøge effekterne ved skolemadsordninger.
Vallensbæk Kommune har valgt Kokken og Co. som leverandør til den nye ordning efter dialog med seks forskellige madleverandører.
Det har været vigtigt for kommunen at finde en leverandør, som kunne skabe rammerne for, at måltiderne bliver et ægte fællesskab.
- Når vi mødes over et måltid mad, kommer vi tættere på hinanden og styrker fællesskaberne i klasserne.
- Derfor skal skolemad i Vallensbæk være et middel til at styrke trivslen blandt eleverne, udtaler borgmester i Vallensbæk, Henrik Rasmussen, som ser frem til erfaringerne fra det nationale forsøg.
Skolemaden vil ikke blive portionsanrettet, men serveres på fade og spises på tallerkener – ligesom når man deler et måltid i familien.
Dette er et bevidst valg for at fremme fællesskabet og de sociale relationer blandt eleverne.
Faste rammer og ambitiøse mål
Både elever og medarbejdere på Vallensbæk Skole har forpligtet hinanden til, at tyve minutter af spisefrikvarteret skal foregå i klassefællesskabet.
Skoleleder Emil Køhler Bonne er spændt på at se, hvordan det vil påvirke elevernes koncentration og læring.
- Indtil nu har eleverne taget godt imod idéen, og de har spillet konstruktivt ind med, hvad der er vigtigt for dem.
- Så der er vitterligt et rigtig godt grundlag for, at skolemaden kommer til at styrke fællesskabet og den generelle trivsel på skolen, siger Emil Køhler Bonne.
Maden vil følge Fødevarestyrelsens officielle kostråd og have en fast struktur med en fiskedag, en køddag og tre vegetariske dage om ugen.
På de vegetariske dage vil protein komme fra bælgfrugter, æg, ost eller nødder.
Del af større nationalt forsøg
Valget af Vallensbæk Skole som deltager i forsøgsordningen er særligt interessant, da kommunalbestyrelsen i den seneste budgetaftale har besluttet at bygge produktionskøkkener på alle folkeskoler i kommunen.
Forsøget med skolemad er landsdækkende med 191 deltagende skoler ud af 346 ansøgere.
Skolerne har forskellige modeller for madordningen – nogle med forældrebetaling på 15 eller 25 kr. pr. måltid, mens udskolingseleverne på Vallensbæk Skole får maden gratis.
Der er afsat 854 millioner kroner til det nationale skolemadsforsøg fra finansloven for 2025.
Projektudvikler i Vallensbæk Kommune, Stine Elmer Madsen, ser frem til samarbejdet med Kokken og Co.:
- De har været gode til at tage de værdier, vi har i Vallensbæk, til sig, og vi glæder os til at kaste os ud i samarbejdet, når skoleeleverne møder ind igen den 5. januar.
- rh