Regeringen indfører 8-trinsskala: Mindre spring mellem karakterer og ingen minusFoto: Colourbox

Regeringen indfører 8-trinsskala: Mindre spring mellem karakterer og ingen minus

Regeringen foreslår en ny 8-trinsskala til erstatning for den nuværende 7-trinsskala, som har været brugt siden 2006.

Den nye skala skal indføres på ungdomsuddannelserne fra skoleåret 2030 og på folkeskoler og videregående uddannelser året efter.

Hovedpunkter i den nye karakterskala:

- Otte karaktertrin: 00, 01, 02, 4, 6, 8, 10 og 12
- Minuskarakteren -3 fjernes
- Mindre spring mellem midterkarakterer (6 og 8 erstatter 7)
- Ekstraordinære præstationer belønnes med "12 med stjerne"

Mens Dansk Industri støtter indførelsen af "12 med stjerne", er eleverne mere skeptiske. Freja Sinclair, forperson for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, udtrykker bekymring:

- Den kommer ikke til at påvirke gennemsnittet, men den kommer til at påvirke præstationskulturen i gymnasiet.

- Hvis vi har to piger, og den ene har fået 12, og den anden har fået samme karakter med en stjerne, så har de i princippet fået den samme karakter, men den stjerne kan hurtigt lægge et pres på en i forvejen utrolig og præstations- og konkurrencepræget kultur.

Mikkel Haarder fra Dansk Industri ser derimod positivt på det: "Hvis man leverer noget ekstraordinært, skal det også anerkendes."

Bred opbakning til fjernelse af -3
Både elevorganisationer og erhvervsliv er enige om, at det er positivt at fjerne den negative karakter -3.

- Vi er superglade for, at man fjerner -3, for vi kan se, at når man får minus, så påvirker det elever psykologisk. Det påvirker også vores gennemsnit voldsomt, siger Freja Sinclair.

Mikkel Haarder fra Dansk Industri tilføjer: "Alle elever og studerende skal vide, at de har værdi og noget at bidrage med. Karakteren -3 sender et alt for negativt signal."

Mindre spring i midten af skalaen
Både gymnasieeleverne og erhvervslivet bifalder de mindre spring mellem karaktererne i midten af skalaen. Hvor den nuværende skala har store spring fra 4 til 7 og videre til 10, vil den nye skala rumme karaktererne 6 og 8, hvilket ifølge Freja Sinclair "bliver mere rimeligt og mere overskueligt."

Det lange tilløb til implementeringen skyldes ifølge TV 2's oplysninger, at der skal udvikles nye it-systemer på tværs af uddannelsesområderne.

-rh

5/11 2025