Pavilloner skaber ekstra plads på SundskolenHer ses den nye, svanemærkede skole i vinterlandskabet. Foto: Guldborgsund Kommune

Pavilloner skaber ekstra plads på Sundskolen

Guldborgsund Kommunes Børne- & Skoleudvalg har indstillet til byrådet, at der skal opsættes to svanemærkede pavilloner ved den nye Sundskole.

Formålet er at sikre tilstrækkelig kapacitet, når skolen modtager elever i de kommende år.

Beslutningen kommer på baggrund af, at elevtallet i Sundby på flere årgange giver grundlag for tre klasser, selvom den nye skole kun er designet til to klasser pr. årgang fra børnehaveklasse til 9. klasse.

Dette sker på trods af et generelt faldende børnetal i kommunen.

Administrationen havde oprindeligt foreslået at udnytte lokaler i den nye skolebygning, som ellers var tiltænkt andre formål.

Efter at have besøgt byggepladsen i januar og hørt skolebestyrelsens og skoleledelsens synspunkter besluttede udvalget imidlertid at forkaste denne indstilling til fordel for en midlertidig pavillonløsning.

Fire nye klasselokaler tæt på hovedbygningen
De to svanemærkede pavilloner vil hver indeholde to undervisningslokaler, hvilket giver i alt fire nye klasselokaler. Pavillonerne er planlagt udlejet i en femårig periode.

Placeringen er strategisk valgt for at sikre tæt integration med skolens øvrige bygninger og landskabet.

Pavillonerne får terrasse og niveaufri adgang, og der er afsat midler til udendørsfaciliteter, herunder legeplads og legeredskaber. Indvendigt vil de blive indrettet som standardklasselokaler.

Udvalget ser fordele i fleksibel løsning
Formand for Børne- & Skoleudvalget, Henrik Steen Jensen, udtrykker tilfredshed med den valgte løsning:

- Vi ønsker at sikre, at eleverne får de bedst mulige rammer, når de starter på den nye Sundskole efter sommerferien.

- Vi kan se, at der til august 2026 vil være fire klasser mere, end skolen er designet til, og derfor vælger vi at handle hurtigst muligt.

- De svanemærkede pavilloner giver os en fleksibel og bæredygtig løsning, der understøtter skolens pædagogiske arbejde.

Næstformand Henriette Klingberg-Nielsen tilføjer:

- Flere børn og børnefamilier – det er jo godt! Det er vigtigt for os, at både elever, forældre og medarbejdere kan have tillid til, at der er plads nok.

- Vi er derfor meget glade for, at der er bred opbakning til en midlertidig pavillonløsning, så skolen ikke skal starte med at inddrage flere faglokaler, bibliotek og lærerforberedelseslokale.

Sagen om pavillonløsningen blev behandlet ved et ekstraordinært møde i Børne- & Skoleudvalget den 16. februar og er efterfølgende blevet behandlet i Økonomi- og Erhvervsudvalget.

Den endelige beslutning forventes at blive truffet på byrådsmødet den 26. februar.

- rh

17/2 2026