Efter 38 år blev Inge kåret som Danmarks Sejeste IdrætslærerInge Dinis Jensen blev i dag overrasket med prisen 'Danmarks Sejeste Idrætslærer 2025' i hendes idrætstime. Foto: Hannibal Klok

Efter 38 år blev Inge kåret som Danmarks Sejeste Idrætslærer

Inge Dinis Jensen stod ved computeren og ledte efter en dans til timens program. Så åbnede dørene sig, og 700 elever væltede ind med flag, jubel og konfetti.

62-årige Inge fra Ikast Østre Skole havde ingen anelse om, hvad der ventede hende den tirsdag.

Men bag kulisserne havde elever og kolleger indstillet hende til prisen Danmarks Sejeste Idrætslærer 2025 – en årlig kåring fra DIF Skole OL og Dansk Skoleidræt, der hylder landets mest dedikerede idrætslærere.

Og i år var det altså Inges tur.

– Jeg blev godt nok overrasket. Det er helt vildt. Jeg er simpelthen så stolt og ydmyg over kåringen, siger hun.

38 år med bevægelsesglæde
Inge har undervist i idræt i 38 år. For hende er det ikke bare et fag – det er et ønskejob.

– Det betyder rigtig meget for mig at være idrætslærer. Jeg arbejder med det, jeg bedst kan lide. Jeg håber, at jeg kan give eleverne motivation for at bevæge sig.

- Og give dem nogle udfordringer med aktiviteter, man ikke nødvendigvis kan gå til i sin fritid, siger hun.

I år satte prisen rekord med 677 indstillinger. En faggruppe udvalgte fem finalister, og vinderen blev fundet via en kombination af onlineafstemning og juryens vurdering.

En usynlig helt
Dem, der kender Inge, kalder hende en ildsjæl, der skaber trygge fællesskaber og får alle elever til at føle sig set. Blandt dem er jurymedlem William Kvist, tidligere landsholdsspiller og nu efterskolelærer.

– Jeg vil gerne hylde de usynlige helte, der får vores børn til at elske at bevæge sig. Inges energi og varme skinner igennem, og det er tydeligt, at hendes elever får sjove og meningsfulde oplevelser med hende, siger William Kvist.

Også DIF-formand Hans Natorp, der var med til at overrække prisen, fremhæver Inges indsats:

– Inge viser, hvilken forskel en engageret idrætslærer kan gøre i børns hverdag. Hun formår at skabe trygge fællesskaber i bevægelse og give alle elever lyst til at være med.

Morten Jørgensen, formand i Dansk Skoleidræt, supplerer:

– Med sin passion gør hun idræt til et trygt fag, hvor alle elever kan være med, hvor man hjælper hinanden og får modet til at prøve nyt.

Præmien
Med kåringen følger et gavekort på 25.000 kr. sponsoreret af A-Sport til nyt idrætsudstyr samt et kursus fra Dansk Skoleidræt til skolens idrætslærere til en værdi af 7.500 kr.

Penge, der uden tvivl kommer til at sætte endnu mere gang i bevægelsesglæden på Ikast Østre Skole.

- rh

11/2 2026