Manglende færdselsundervisning truer fremtidens cyklisterFoto: Rådet for Sikker Trafik

Manglende færdselsundervisning truer fremtidens cyklister

Danmark er kendt som en cykelnation, men en ny bekymrende undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at kun 63 procent af landets skoler giver alle elever i 5.-6. klasse den lovpligtige færdselsundervisning, de har krav på.

Undersøgelsen kommer på et tidspunkt, hvor staten, regioner og kommuner arbejder intensivt på en ny national cykelstrategi, der skal få flere danskere til at vælge cyklen som transportmiddel.

Der er afsat hele tre milliarder kroner til at forbedre forholdene for cyklister, da cykling både gavner sundheden, miljøet, fremkommeligheden og den grønne omstilling.

- Danmark er en cykelnation i verdensklasse, men det er ikke en titel, som vi kan tage for givet.

- Hvis vi i fremtiden vil have flere børn og unge til at cykle, så bør flere skoler give børnene den færdselsundervisning, som de har krav på, udtaler Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Store geografiske forskelle
Undersøgelsen afslører også markante geografiske forskelle i, hvor mange skoler der gennemfører den såkaldte "cyklistprøve", som består af både teoretisk og praktisk undervisning i at cykle sikkert i trafikken.

I Nordsjælland gennemfører hele 90 procent af skolerne cyklistprøven for alle elever, mens tallet for København kun er 41 procent.

På Bornholm er det 80 procent, mens Fyn ligger i bunden med kun 48 procent.

- Det er et stort problem, når et barns mulighed for at lære at cykle sikkert afhænger af den skole, de tilfældigvis går på.

- Når der er så store forskelle på, hvem der får undervisning, og hvem der ikke gør, så stiller vi ikke alle børn lige, påpeger Jakob Bøving Arendt.

Cyklistforbundet er bekymret
Også hos Cyklistforbundet vækker undersøgelsen bekymring. Direktør Kenneth Øhrberg Krag understreger vigtigheden af, at børn både kender færdselsreglerne og er sikre på cyklen:

- Vi kan ikke være tilfredse med, at kun knap to ud af tre skoler giver alle børn den nødvendige færdselsundervisning.

- For at børn skal blive sikre cyklister, skal de både kunne færdselsregler og være sikre på cyklen

Cyklistforbundet hjælper årligt omkring 130.000 børn med at blive bedre og mere sikre cyklister gennem forskellige kampagner rettet mod skoler og daginstitutioner.

Undersøgelsen fra Rådet for Sikker Trafik og Epinion, som omfatter svar fra alle 98 kommuner og 82 procent af landets folke-, fri- og privatskoler, viser, at der over flere år har været en stigning i antallet af skoler, der underviser børnene i trafiksikkerhed.

Men der er stadig et stykke vej, før alle børn får den undervisning, de har krav på.

For at hjælpe skolerne har Rådet for Sikker Trafik sendt anbefalinger ud til alle skoler og udviklet undervisningsmaterialer, der nemt kan inddrages i undervisningen.

- rh

11/12 2025