Flere unge vælger velfærdsjob i fritidenFoto: Colourbox

Flere unge vælger velfærdsjob i fritiden

Der er sket en markant stigning i antallet af unge, der arbejder i den såkaldte spireordning i ældreplejen og daginstitutioner.

Fra januar 2024 til juli 2025 er antallet næsten fordoblet fra 885 til 1.574 unge, viser tal fra Kommunernes Landsforening.

Spireordningen giver 14-17-årige mulighed for at få fritidsjob i ældreplejen eller daginstitutioner.

Her kan de unge skabe aktiviteter og socialt nærvær for beboere og børn. I daginstitutionerne kan det være at lege og læse for børnene, mens det i ældreplejen kan handle om at gå ture, spille spil, spille musik eller hjælpe med praktiske opgaver som borddækning.

Omkring 85 procent af spireansættelserne er på ældreområdet, mens resten er på børneområdet.

Politisk opbakning
Ordningen fik et boost i januar 2024, da regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget indgik en aftale om at sikre flere social- og sundhedsassistenter og -hjælpere.

Der blev afsat 4,5 millioner kroner i 2024 til, at SOSU-skolerne kunne udvikle weekendworkshops for unge ansat i spireordningen.

- Det er meget positivt, at et stigende antal unge får et arbejde på et plejehjem eller en børnehave. Jeg ved godt, at nogle er skeptiske over for, at skolebørn ansættes.

- Men jeg er stor tilhænger af fritidsjob, og det burde være lige så naturligt at ansætte unge på offentlige arbejdspladser, som på private," udtaler børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Med overenskomstaftalen mellem FOA og Kommunernes Landsforening fra 2024 blev det muligt at blive ansat som spire på det pædagogiske børneområde som en forsøgsordning frem til 31. marts 2026.

Social- og sundhedsskolerne har siden aftalens indgåelse afholdt flere weekendworkshops for de ansatte i spireordningerne.

Nogle skoler har afholdt kurser på hverdagsaftner, mens en skole har udviklet et virtuelt kursusforløb.

- Vi ser et stort potentiale i, at spireansættelserne kan være med til at vække de unges interesse for at tage en uddannelse inden for velfærdsfagene, siger fungerende formand for KL's Løn- og Personaleudvalg, Sofia Osmani.

Der er afsat 0,4 millioner kroner i 2025 til en evaluering af spireordningens potentiale til rekruttering af unge til SOSU-uddannelserne.

Mentorordninger og fremtidsperspektiver
Flere kommuner har oprettet mentorordninger, så en spire har tilknyttet en mentor i løbet af ansættelsesforholdet.

Spireordningen fik i 2021 sin egen overenskomst, der dækker ældreområdet, og i 2024 blev den udvidet til også at gælde det dagpædagogiske 0-6 års område.

Robusthedskommissionen, der har undersøgt udfordringer i sundhedsvæsenet og på ældreområdet, fremhæver både spireordningen og projekt "Ung i Velfærd" som gode eksempler på indsatser, der kan tiltrække elever til sundhedsuddannelserne.

SOSU-skolernes ambassadørkorps "Ung i Velfærd" har fået tildelt 1 million kroner årligt fra 2024. 

Elevambassadørerne besøger landets folkeskoler for at fortælle om deres uddannelse og fag samt mulige karriereveje, hvilket på sigt kan forbedre uddannelsernes image og understøtte rekrutteringen.

-rh

2/12 2025