Viva Frida Kahlo
Viva Frida Kahlo
Unge med kronisk sygdom tabes i uddannelsessystemetFoto: Unsplash

Unge med kronisk sygdom tabes i uddannelsessystemet

Næsten hver fjerde ung med alvorlig fysisk sygdom får ingen uddannelse efter grundskolen, hvilket er næsten dobbelt så mange som i den generelle befolkning.

Selvom disse unge har samme ambitioner om uddannelse og job som deres jævnaldrende, møder de betydelige forhindringer i uddannelsessystemet, viser nye undersøgelser fra Egmont Indsigt.

Undersøgelserne fra Rambøll og Maple afslører, at omkring 73.000 unge mellem 12-24 år – eller hver 11. i denne aldersgruppe – har været i berøring med en kronisk eller alvorlig sygdom.

Disse unge har 10 procentpoint lavere sandsynlighed for at påbegynde en ungdomsuddannelse sammenlignet med deres jævnaldrende.

- Som samfund bør vi støtte op om de unges egne uddannelsesambitioner og nedbryde de barrierer, de oplever på vejen, udtaler Heidi Sørensen, direktør i Egmonts Fondssekretariat.

Blandt de største udfordringer nævner de unge uklare rettigheder, lave forventninger fra systemet, manglende fleksibilitet i uddannelserne samt sociale og fysiske barrierer.

Carolina Magdalene Maier, leder af Egmont Fondens signaturprojekt SygtStærk, påpeger: - Vi skylder den store gruppe af unge, der kæmper med fysisk sygdom, at lytte til dem og støtte dem gennem skole og uddannelse.

Hun fremhæver behovet for bedre information om rettigheder og styrket samarbejde mellem hospital, uddannelsesinstitutioner og kommuner.

Udover de personlige fordele ved uddannelse peger undersøgelsen også på samfundsøkonomiske gevinster.

Hvis blot én procent flere af disse unge gennemførte en ungdomsuddannelse, ville det resultere i cirka 50 millioner kroner mere i "samfundskassen" når årgangen fylder 35 år.

-rh

22/4 2025