
Randers Kommune lancerer ny fritidsstrategi for at styrke børns trivsel
Randers Kommune har vedtaget en ny fritidspædagogisk strategi, der skal forbedre trivslen og udviklingsmulighederne for børn i 0.-3. klasse i deres fritid.
Strategien, som blev vedtaget den 15. april 2025, omfatter både SFO'er og fritidshjem og lægger vægt på at skabe stærkere fællesskaber og mere trygge rammer for børnene.
- Børn har brug for stærke fællesskaber og trygge rammer – også i deres fritid, udtaler Mogens Nyholm, formand for Børne- og Familieudvalget i Randers Kommune.
Han understreger, at strategien skal sikre, at alle børn kan trives og udvikle sig i et inkluderende miljø.
En central del af den nye strategi er at give børnene mere medindflydelse gennem såkaldte "miniråd", hvor børnene aktivt kan deltage i planlægningen af aktiviteter sammen med pædagogerne.
Dette skal styrke deres selvtillid og forståelse for demokrati og fællesskab.
Strategien lægger også vægt på et stærkere samarbejde mellem forældre og det pædagogiske personale for at understøtte børnenes deltagelse i positive fællesskaber.
Der åbnes også for tættere samarbejde med lokale foreninger, og gennem initiativet "Fritid For Alle" gives der økonomisk og social støtte til familier, hvor det kan være svært at få barnet ind i foreningslivet.
Implementeringen af strategien begynder i efteråret 2025, hvor den vil blive præsenteret for ledere af SFO- og fritidshjem, hvorefter den gradvist vil blive indarbejdet i det daglige arbejde med løbende evaluering.
-rh