Lærere siger op for at slippe for stress – selv om det koster dem pengeFoto: Colourbox

Lærere siger op for at slippe for stress – selv om det koster dem penge

Tusindvis af folkeskolelærere forlader hvert år deres job – og ny forskning viser, at mange af dem er villige til at gå ned i løn, blot for at få bedre arbejdsvilkår.

Det fremgår af et nyt forskningsprojekt fra Rockwool Fonden, der tegner et bekymrende billede af arbejdsforholdene i den danske folkeskole.

Når lærere forlader folkeskolen, skifter de i gennemsnit til job, hvor de tjener omkring 2.000 kroner mindre om måneden.

Til gengæld falder sandsynligheden for at være på sygedagpenge med hele 12 procentpoint fire år efter jobskiftet – sammenlignet med kolleger, der bliver i faget.

Til sammenligning er 18 procent af alle folkeskolelærere i gennemsnit på sygedagpenge, mens tallet for dem, der har skiftet job, er nede på 6 procent fire år efter skiftet.

- Vores analyse tyder på, at lærerne, der forlader deres fag i det offentlige, er villige til at gå ned i løn i bytte for arbejdsvilkår, der passer dem bedre.

- Derfor er det ikke kun løn, men også arbejdsvilkår, der betyder noget, hvis man vil fastholde eller rekruttere flere lærere, siger Jacob Nielsen Arendt, forskningsprofessor ved Rockwool Fonden.

Et massivt fraflytningsproblem
Omfanget af problemet er betydeligt. I 2023 arbejdede hele 33.000 uddannede lærere ikke i folkeskolen, og 19.000 af dem var slet ikke ansat som skolelærere, men arbejdede i helt andre brancher.

Tendensen begynder allerede tidligt i karrieren. Mens 68 procent af de nyuddannede lærere starter med at arbejde i folkeskolen, er andelen faldet til 57 procent efter 20 år.

Ifølge forskerne er lærernes situation ikke unik. Rapporten peger på en bredere tendens, hvor mange velfærdsmedarbejdere i løbet af deres arbejdsliv forlader det offentlige til fordel for job med tilsyneladende bedre arbejdsvilkår – ofte til samme eller lavere løn og med kortere arbejdstid.

Medicinforbrug falder efter jobskifte
Et af de mest markante fund i rapporten handler om brugen af antidepressiv medicin. 

Blandt lærere, der skifter job, falder forbruget af antidepressiva med 1,3 procentpoint fire år efter jobskiftet.

I gennemsnit bruger 6,7 procent af lærerne denne type medicin, men det tal falder til 5,4 procent blandt dem, der har forladt folkeskolen.

Det indikerer, at arbejdsmiljøet spiller en reel og målbar rolle for lærernes mentale helbred.

Forskerne understreger desuden, at de lærere, der vælger at skifte job, ikke er en særligt sårbar gruppe.

Tværtimod viser data, at de faktisk havde mindre sygefravær allerede flere år inden jobskiftet sammenlignet med dem, der blev i faget.

Et signal til politikerne

Resultaterne sender et klart signal om, at løn alene ikke er svaret på folkeskolens rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer.

Hvis man ønsker at stoppe fraflytningen og tiltrække nye lærere, peger forskningen på, at det i mindst lige så høj grad kræver et opgør med de arbejdsvilkår, der driver lærerne væk.

- rh

14/4 2026