
20 nye skoler vil sætte frivillighed på skoleskemaet
Frivillighedsalliancen kan nu byde velkommen til 20 nye skoler, der skal deltage i projektets andet år.
De nye deltagere består af 10 efterskoler og 10 friskoler, som alle vil være med til at sætte frivillighed og medborgerskab på skoleskemaet.
Projektet, der sigter mod at styrke unges engagement i samfundet, går nu ind i en ny fase efter et succesfuldt første år, hvor fem efterskoler og fem friskoler har fungeret som pionerer.
Disse skoler har ifølge projektleder Tinna Ølholm Jørgensen spillet en afgørende rolle i at forme og kvalificere projektet gennem konkrete aktiviteter og værdifulde refleksioner.
De nye skoler skal være med til at videreudvikle og forankre de ni centrale initiativer, der udgør kernen i Frivillighedsalliancen.
Disse omfatter elevdrevne aktiviteter, samarbejde med civilsamfundet og åbenhed over for forskellige former for frivillighed.
Interessen for at deltage i projektet har været stor, med mange kvalificerede ansøgninger fra hele landet, hvilket vidner om skolernes ønske om at engagere unge i civilsamfundet og integrere frivillighed i skolelivet.
Blandt de nye deltagende efterskoler finder man bl.a. Han Herred Efterskole, Rønde Efterskole og Scienceefterskolen Nordborg Slot, mens friskolerne inkluderer Mosbjerg Friskole, Fur Friskole og Bordings Friskole.
-rh