Forårs-SFO får minimumsnormeringer: Højst seks børn pr. voksenFoto: Colourbox

Forårs-SFO får minimumsnormeringer: Højst seks børn pr. voksen

Regeringen og folkeskoleforligskredsen er blevet enige om at udvide minimumsnormeringerne til forårs-SFO. I dag er der i gennemsnit omkring 9,1 børn pr. voksen.

Når børn i dag rykker fra børnehave til forårs-SFO, bliver der fra den ene dag til den anden markant færre voksne omkring dem.

Det skal ændres. Regeringen og folkeskoleforligskredsen (S, SF, M, RV, V, DF, LA og KF) er blevet enige om en ny aftale, der giver forårs-SFO'erne minimumsnormeringer.

Fremover må der højst være seks børn pr. voksen i forårs-SFO.

Børn, der fx starter i SFO i maj før skolestart i august, får dermed krav på samme normering, som de havde i børnehaven.

Normeringen er i dag væsentligt lavere. En undersøgelse fra VIVE fra 2022 estimerer, at der i gennemsnit er cirka 9,1 børn pr. voksen i forårs-SFO'erne.

En anden VIVE-undersøgelse viser, at børn, der har gået i forårs-SFO, har 2 procent højere mistrivsel i børnehaveklassen end børn, der ikke har.

Forårs-SFO er blevet mere udbredt. I 2024 gik cirka 65 procent af de kommende børnehaveklasseelever i folkeskolen i forårs-SFO.

Undervisningsministeren: Vi lukker et hul
- Det er vigtigt, at børnenes overgang til skolelivet sker i trygge rammer. Derfor får vi med aftalen nu lukket det normeringshul, der i dag er i forårs-SFO'erne,  siger undervisningsminister Magnus Heunicke.

Flere af aftalepartierne peger på, at forårs-SFO ikke må bruges som en kommunal spareøvelse.

Det siger både Socialdemokratiet, Moderaterne, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. SF kalder aftalen "en kæmpe sejr for børnene" og har fundet det "helt skørt", at minimumsnormeringerne forsvinder, når et barn rykker fra børnehave til forårs-SFO.

Venstre: Fokus på børn, der skifter skole
Venstre støtter kravet, men fremhæver, at flere kommuner de senere år har valgt ikke at bruge forårs-SFO, så færre børn oplever flere skift før skolestart.

Partiet vil have fokus på de børn, der efter forårs-SFO skal starte på en fri- eller privatskole og dermed oplever et ekstra skift.

Det Konservative Folkeparti understreger, at man skal tage VIVE's fund om højere mistrivsel alvorligt.

Liberal Alliance: Vil hellere afskaffe forårs-SFO
Liberal Alliance er med i aftalen, men er ikke tilhænger af minimumsnormeringer.

Partiet kalder dem "alt for bureaukratiske" og ville hellere have brugt pengene på at afskaffe forårs-SFO, så børnene undgår flere skift.

Til gengæld er partiet glad for, at aftalen åbner for at styrke rammerne for niveaudelt undervisning i folkeskolen.

Kravet gælder på kommuneniveau og træder i kraft snarest muligt i 2027.

Aftalen følger af økonomiaftalen for 2027 mellem regeringen og KL fra juni, hvor der blev afsat 300 millioner kroner årligt til at forlænge minimumsnormeringerne frem til skolestart fra 2027.

- rh

29/9 2026