Viva Frida Kahlo
Viva Frida Kahlo
Elever i Skanderborg kæmper mod tøjspild og bygger satellitter ved NaturfagsmaratonElever arbejder for at stoppe tøjspild til Naturfagsmaraton 2025. Foto: Naturvidenskabernes Hus

Elever i Skanderborg kæmper mod tøjspild og bygger satellitter ved Naturfagsmaraton

Kreativitet, opfindsomhed og naturfaglige kompetencer kommer i fokus, når 325 elever fra 5. og 6. klasser i Skanderborg Kommune samles til årets Naturfagsmaraton.

Eleverne har i månedsvis arbejdet med fire udfordrende opgaver, som de nu skal præsentere og konkurrere med.

Naturfagsmaraton er en landsdækkende konkurrence arrangeret af Naturvidenskabernes Hus, hvor mere end 22.000 skoleelever deltager på landsplan i perioden januar til maj.

- Vi vil øge elevernes faglige motivation og interesse for naturfag og teknologi. De bliver klogere på aktuelle udfordringer og oplever, at de kan gøre noget ved dem, forklarer Maiken Lykke Lolck, direktør i Naturvidenskabernes Hus.

Årets opgaver spænder bredt og behandler aktuelle samfundsudfordringer.

I \"Stop Tøjspild\" skal eleverne blive bevidste om tøjforbrug og dets miljøpåvirkning ved at udvikle kampagner, mens \"Frø på Farten\" lærer dem om planters formering og betydningen af gode vækstbetingelser.

Virksomheder bidrager med virkelighedsnære opgaver
En særlig dimension ved konkurrencen er samarbejdet med virksomheder.

Satellitvirksomheden GomSpace har inspireret opgaven, hvor eleverne skal bygge deres egen satellitmodel, mens TotalEnergies står bag en opgave om at konstruere en bil, der lagrer energi ved hjælp af en spændt elastik.

- Gennem virksomhedernes engagement får eleverne indblik i reelle problemstillinger fra erhvervslivet. Samtidig viser de alsidige opgaver, at eleverne har forskellige styrker og har brug for hinanden, siger Maiken Lykke Lolck.

Deltagerne kommer fra syv skoler i kommunen: Bakkeskolen, Efterskolen Ådalen, Åskolen i Hørning, Ejer Bavnehøjskolen, Højboskolen, Skanderborg Realskole og Stilling Skole.

Naturfagsmaraton støttes af en række fonde, herunder Novo Nordisk Fonden og LEO Fondet, og fokuserer på engineering-metoden, hvor eleverne lærer at problemløse gennem undersøgelse, idéudvikling, planlægning, konstruktion og forbedring.

-rh

23/4 2025