Tag dit barn med ned og stem – uden at det koster en time i skolenFoto: Assens Kommune

Tag dit barn med ned og stem – uden at det koster en time i skolen

Fremover behøver forældre i Assens Kommune ikke vælge mellem at stemme tidligt på dagen og at sende deres børn i skole til tiden.

En særlig ordning, der første gang blev afprøvet ved kommunalvalget i 2025, bliver nu gjort til en permanent tradition ved alle valg – herunder valget den 24. marts 2026.

Ingen fravær for den første lektion
Ordningen er enkel: Folkeskoleelever i Assens Kommune kan tage med mor eller far på valgstedet uden at få registreret fravær for den første skoletime.

Formålet er at give flere børn muligheden for at opleve valghandlingen på nært hold.

Bag initiativet ligger en praktisk udfordring, som mange familier kender til.

– Mange foretrækker at stemme tidligt på dagen på vej til arbejde, men da børnene skal møde i skole kl. 8.00, og valgstederne åbner kl. 8.00, så er der mange børn og unge, som ikke kan komme med der.

Og hvis forældrene stemmer på vej hjem fra arbejde, så er det heller ikke altid, at børnene kommer med der, forklarer chef for Dagtilbud og Skole, Espen Fossar Andersen.

En succes der bliver til tradition
Erfaringerne fra 2025 viste, at en del familier tog imod tilbuddet, og det har fået kommunen til at gøre ordningen permanent. Ifølge Espen Fossar Andersen handler det om mere end blot praktisk bekvemmelighed.

– Når børn får lov at opleve valghandlingen sammen med deres forældre, får de samtidig et vigtigt indblik i demokratiets grundlæggende mekanismer. Derfor er det vigtigt, at vi giver plads til og opfordrer til, at man som forælder tager sit barn med ned og stemme, siger han.

Forskningen understøtter initiativet
Der er også solid forskningsmæssig baggrund for initiativet. Byrådssekretariatschef og valgansvarlig i Assens Kommune, Lene Wilhøft, peger på, at valgforskning dokumenterer en direkte sammenhæng mellem forældrenes adfærd og børnenes fremtidige demokratiske deltagelse.

– Valgforskning viser, at børns oplevelser af deres forældres deltagelse i valg har betydning for deres egen stemmeadfærd som voksne. Særligt mødres valgdeltagelse har en dokumenteret effekt på, om deres børn senere stemmer, siger hun.

Stemmehemmeligheden bevares
Børnene er velkomne til at følge med ind og se valgstedet og stemmeboksen. De mindste, som endnu ikke kender bogstaverne, må gå med forælderen ind i stemmeboksen.

Lidt større børn, som kan læse, skal derimod vente uden for forhænget, mens den voksne afgiver sin stemme – af hensyn til stemmehemmeligheden, som er et grundlæggende princip i det danske demokrati.

Valget den 24. marts 2026 bliver altså en oplagt lejlighed for familier i Assens Kommune til at bringe demokratiet helt tæt på – bogstaveligt talt.

- rh

17/3 2026