Banker lærer unge at spotte dårlige pengeråd på nettetFoto: Colourbox

Banker lærer unge at spotte dårlige pengeråd på nettet

For 13. år i træk samler Pengeuge tusindvis af danske skoleelever om privatøkonomi. I år er budskabet klart: Lad være med at stole blindt på de selvudråbte finansgenier, I møder online.

Mandag morgen klokken 8 ringede klokken ind til Pengeuge 2026 på skoler over hele landet.

På Langhøjskolen i Hvidovre var det Finans Danmarks administrerende direktør Lars Gert Lose og Nationalbankdirektør Signe Krogstrup, der stillede sig foran tavlen og underviste 8. og 9. klasserne.

Siden 2014 har Finans Danmark sammen med Danmarks Matematiklærerforening og landets banker stået bag Pengeuge.

Konceptet er enkelt: Skoler får besøg af en bankansat som gæstelærer og kan samtidig bruge Pengeuges undervisningsmateriale i deres egen undervisning. Det hele er gratis for skolerne.

Finfluencere under lup
I år har Pengeuge et særligt fokus, der rækker ud over budgetter og opsparinger.

De unge skal rustes til at navigere i det mylder af økonomiske råd, der florerer på sociale medier — og lære at skelne mellem professionel rådgivning og tvivlsomme finfluencere med skjulte forretningsmodeller.

- Unge skal lære at være kritiske online — hvis noget virker for godt til at være sandt, er det det som regel også, siger Stine Luise Goll, direktør for politik, strategi og medlemsservice i Finans Danmark.

Hun peger på, at det ikke længere er nok at lære de unge om lån og opsparing. De skal også kunne gennemskue de uopfordrede \"gode råd, de møder online, og selv tage styring over deres økonomi.

Oprigtig nysgerrighed
Stine Luise Goll, der selv besøger en skole i årets Pengeuge, fremhæver, at elevernes engagement er ægte.

- De unges spørgsmål om økonomiens kredsløb og pengenes muligheder er altid båret af oprigtig nysgerrighed. For os gælder det om at hjælpe dem til gode pengevaner og til at tænke sig om, når de skal stå på egne ben rent økonomisk,  siger hun.

Pengeuge løber resten af ugen, og banker over hele landet sender medarbejdere ud i klasselokalerne som gæstelærere.

- rh

9/3 2026