Ny bog viser lærere, hvordan AI kan styrke kulturfagsundervisningen
Kunstig intelligens er ikke længere kun fremtidens teknologi – det er en realitet, der allerede former den måde, vi producerer og forstår viden på.
Nu får folkeskolens lærere et konkret redskab til at tage AI i brug i historie, samfundsfag og kristendomskundskab.
Den nye bog *AI i kulturfagene* af Esben Bækkelund Jensen er skrevet til lærere og vejledere, der ønsker at arbejde fagligt og kritisk med kunstig intelligens i kulturfagene.
Og netop kulturfagene har en særlig styrke her: AI kan både studeres som et samfundsfænomen og bruges som aktivt redskab i undervisningen.
Det er denne dobbelthed, der giver fagene en unik mulighed for at arbejde med centrale kompetencer som kildekritik, etik, bias og kritisk tænkning – kompetencer, der er vigtigere end nogensinde i en digital samtid.
Fra teori til praksis
Bogen er bygget op, så den først introducerer centrale begreber og perspektiver på AI, og derefter kobler teknologien direkte til kulturfagenes kerneområder.
Det kræver ingen teknisk forhåndsviden at komme i gang.
Konkret arbejder eleverne med AI som medskaber af historiske fremstillinger, med analyse af AI-genereret tekst og billeder, og med kontrafaktiske historiske scenarier med fokus på magt, repræsentation og troværdighed.
I samfundsfag og kristendomskundskab inddrages etiske dilemmaer, og AI bruges som dialogpartner og redskab til at hjælpe eleverne med at positionere sig i komplekse spørgsmål.
Bogen indeholder desuden et omfattende idékatalog med konkrete aktiviteter, prompts og undervisningsforløb, der kan bruges direkte i undervisningen – samt refleksionsspørgsmål særligt egnet til fagteams og teammøder.
Del af en større serie
*AI i kulturfagene* er en del af en serie praksisnære hæfter, der giver lærere konkrete bud på, hvordan AI kan indgå som redskab og sparringspartner på tværs af skolens fag.
Forfatteren Esben Bækkelund Jensen er folkeskolelærer på Balleskolen i Silkeborg og pædagogisk konsulent i teknologiforståelse og kulturfag ved VIA CFU.
Han er uddannet cand.pæd. i pædagogisk filosofi og er særligt optaget af, hvordan nye teknologier påvirker skolens faglighed og dannelsesopgave.
Bogen udkommer den 18. marts og kan købes på dafoloforlag.dk samt hos online boghandlere.
- rh