Giv eleverne en lærerig påskeoplevelse på Statens Naturhistoriske Museum
Statens Naturhistoriske Museum inviterer til spændende aktiviteter i påskeferien, hvor børn og voksne kan udforske æggenes og fjerenes forunderlige verden.
Hvad har en dinosaur og en påskekylling egentlig til fælles?
Og hvad bruger påskekyllingen sine bløde dun til? Det kan du og hele familien få svar på, når museet fra lørdag den 28. marts til mandag den 6. april slår dørene op til en festlig påskeferie fyldt med viden, opdagelser og sjove aktiviteter.
Kom tæt på æggenes og fjerenes verden
I løbet af påskeferien kan du komme tæt på fascinerende æglæggende dyr – fra tudser og slanger til fugle og endda forhistoriske dinosaurer.
I udstillingen *Vilde vidunderlige verden* venter en verden fuld af fantastiske fugle og andre æglæggere, og her kan du bl.a. stifte bekendtskab med verdens mest uheldige æggesnog.
Du kan også se og forsigtigt holde både verdens største og mindste fugleæg.
I Naturhistorisk værksted kan du møde museets formidlingsværter, som fortæller fascinerende historier om alt fra fossile fugle og dinosauræg til påfuglens prangende halefjer.
Her kan du desuden selv gå på opdagelse blandt alskens naturhistoriske genstande og blive en del af de daglige aktiviteter.
Dagens program byder på noget for enhver
Museet har sat et varieret program på benene, der kører hver dag i hele ferieperioden.
Aktiviteten *Hvad er et æg?* afholdes dagligt kl. 10.00, 12.00 og 14.00 i Naturhistorisk værksted, og her sættes der spot på, hvad der gemmer sig bag skallen, og hvilke dyr – fra fortid og nutid – der lægger æg.
Er du mere til fjer end æg, kan du deltage i *Fjer – fra dino til fugl*, der afholdes kl. 11.00, 13.00 og 15.00 hver dag, og som giver et indblik i, hvad dyrene bruger deres fjer til – fra den mægtige T-rex til den nuttede påskekylling.
Og kan du gætte, hvem der har lagt hvilket æg? Det kan du teste i Den Store Æggequiz, som afholdes løbende alle dage i Naturhistorisk værksted.
Her venter æg fra fugle, havdyr, æglæggende pattedyr og dinosaurer – og måske ender du som en ægte "ækspert".
Praktisk information
Alle aktiviteter er gratis, når der er indløst entré til museet, og billetter kan købes fra 50 kr. Bemærk, at museet er lukket mandag den 30. marts, men holder ekstraordinært åbent 2. påskedag mandag den 6. april. Museet holder åbent kl. 10.00–17.00 alle dage i perioden.
- rh