Hop gratis på bussen til Trelleborg – nu hele sæsonen
Slagelse Kommune gentager succesen fra sidste år og sender endnu en gang den gratis buslinje 909 på gaden mod Harald Blåtands UNESCO-nominerede ringborg.
Men i år er der nyt at glæde sig over: Bussen kører i hele sæsonen.
Fra tirsdag den 31. marts og helt frem til lørdag den 31. oktober kan både lokale borgere, turister, skoleklasser og daginstitutioner sætte sig gratis til rette i bussen fra Slagelse Station og lade den køre dem direkte til Vikingeborgen Trelleborg.
Det er Movia, der igen står for driften, mens Slagelse Kommune finansierer kørslen.
Beslutningen om at udvide busruten til at dække hele sæsonen er et bevidst valg fra kommunens side om at styrke tilgængeligheden til det verdensarvsudpegede fortidsminde.
- Det glæder os, at det sidste år lykkedes os at etablere busruten mod Trelleborg, som nu bliver gjort permanent og udvidet til hele sæsonen.
- Ruten er gratis for alle og tilgodeser både vores skoleelever, som skal besøge museet i forbindelse med deres undervisning, byens borgere, og turister, der vil besøge vores fælles kulturarv, siger udvalgsformand Karin Tellerup (C).
En lettere vej til historien for landets skoler
En af de grupper, der særligt vil mærke forskellen, er landets skoler og daginstitutioner.
Med den udvidede busforbindelse bortfalder behovet for at arrangere særtransport, og det åbner døren for, at flere klasser og institutioner kan tage turen til borgen som en naturlig del af undervisningen.
For de under 18 år er adgangen til museet i forvejen gratis, hvilket gør besøget endnu mere tilgængeligt.
Museumschef Anne-Christine Larsen er begejstret for initiativet og peger på, at tilgængelighed er afgørende, særligt efter UNESCO-udnævnelsen i 2023.
- Med vores UNESCO-udnævnelse fra 2023 er det endnu vigtigere for os at gøre historien tilgængelig for så mange som muligt — voksne som børn.
- Også for de fremtidige besøgende fra de mange børnehaver, skoleklasser og videregående uddannelser, der hvert år bruger museets levende formidling og Trelleborgs udendørsarealer som læringsrum.
- Vi er superglade for Slagelse Kommunes initiativ og glæder os over den forlængede driftsperiode, fortæller hun.
Praktisk information
Bussen kører som udgangspunkt hver time mellem kl. 10.00 og 16.00 i for- og efteråret, mens den i sommermånederne juni, juli og august kører til kl. 17.00.
Bussen kører ikke om mandagen, dog med undtagelse af påske- og pinsemandag, mandag den 13. juli under Vikingefestivalen samt mandagen i efterårsferien.
Entrébilletterne til museet koster 105 kr. for voksne, mens børn og unge under 18 år kommer gratis ind.
Under Vikingefestivalen gælder særlige priser for både børn og voksne. Den fulde køreplan findes på rejseplanen.dk.
- rh