Projektet 'Ung privatøkonomi' skal forebygge økonomiske vanskeligheder
Undersøgelser viser, at alt for mange unge kommer i økonomiske vanskeligheder tidligt i livet, og tidlige gældsproblemer kan få konsekvenser langt ind i voksenlivet.
Med undervisningsforløbet ’Ung privatøkonomi’ klæder PwC folkeskoleelever i 8. klasse på med forståelse for økonomi, ansvarligt forbrug og personligt lederskab. I august starter tiltaget op på skoler i Nibe og Aalborg og Vestbjerg.
I alt 8 klasser fra Nibe Skole, Vejgaard Østre Skole, Vestbjerg Skole prøver i de kommende måneder kræfter med en nytænkende form for matematikundervisning.
I projekt ‘Ung Privatøkonomi’ gennemgår 8. klasserne et fire-ugers forløb, hvor opgaveløsning i fx budgetopstilling, statistik og procentregning tænkes ind i elevernes egen hverdag.
- I PwC arbejder vi for at styrke tilliden i samfundet og løse væsentlige problemstillinger.
- Gennem initiativet ‘Ung privatøkonomi’ ønsker vi at dele vores ekspertise og bidrage til en vigtig samfundsopgave: at give børn og unge bedre forudsætninger for at handle økonomisk ansvarligt, siger Line Borregaard, partner hos PwC i Aalborg.
Mange unge slås med økonomien
Tal fra RKI viser, at ca. 37.000 unge i alderen 18-30 år i januar 2024 er registreret med mindst én anmærkning i RKI.
Alt for mange unge slås med økonomiske udfordringer i hverdagen og har vanskeligt ved at få enderne til at mødes.
Det kan i sidste ende få konsekvenser i forhold til mulighederne for, om man kan uddanne sig, stifte familie, købe bolig, osv.:
- Med projektet “Ung privatøkonomi” ønsker vi at forebygge, at unge får økonomiske problemer allerede i folkeskolen ved at klæde eleverne på - både med en økonomisk forståelse og med personligt lederskab, forklarer Line Borregaard.
‘Ung privatøkonomi’ består bl.a. af et undervisningsforløb, afholdelse af event, evaluering mv., ligesom PwC’s medarbejdere er involveret i projektet og bidrager med deres kompetencer indenfor bl.a. opsparing, lån, statistik, budget m.v.
- Projektet er vigtigt for os, da vi tror på, at alle kan realisere deres potentiale med den rette støtte og udvikling. Børn og unge er vores fælles fremtid, og vi vil gerne være med til at hjælpe endnu flere godt på vej, fortæller Line Borregaard om baggrunden for, hvorfor PwC står bag initiativet.
På skolerne glæder man sig til at komme i gang
Undervisningsforløbet følger elevernes læringsplaner og har bl.a. til formål at være en anderledes og sjovere måde at lære på.
Matematiklærer Ole Ejsing Bou Mouritsen fra Vejgaard Østre Skole glæder sig til forløbet med Ung privatøkonomi:
- Vi har valgt at være en del af forløbet, fordi vi tror på, at det kan give vores elever en dybere indsigt i økonomi, som vil ruste dem til ikke at falde i eventuelle gældsfælder og blive mere bevidste om deres økonomi både nu og i fremtiden.
Som afslutning skal eleverne gennemføre et spil, hvor de får mulighed for at prøve kræfter med det, de har lært gennem forløbet, og som kan bruges direkte og understøttende for elevernes læringsplaner.
-rh