
Fra matematik til virkelighed: Projekt Ung privatøkonomi tilbage i Aarhus
Matematikundervisningen får et økonomisk boost på tre Aarhus-skoler, hvor 8. klasseelever skal lære at navigere i privatøkonomiens verden gennem praktiske opgaver og virkelighedsnære eksempler.
I de kommende måneder vil ni 8. klasser fra Strandskolen, Skåde Skole og Frederiksbjerg Skole deltage i projektet "Ung privatøkonomi", der kobler matematikundervisning direkte til elevernes egen hverdag.
Gennem et fire-ugers forløb skal eleverne arbejde med budgetlægning, statistik og procentregning i kontekst af deres eget liv.
- Efter en stærk indsats med Ung privatøkonomi i Aarhus i 2022 er vi glade for igen at samarbejde med byens folkeskoler.
Forløbet gør en reel forskel - vi ser, at eleverne får en bedre forståelse for økonomi og en større bevidsthed om, hvilke ting de skal holde øje med i deres privatøkonomi, udtaler Keld Allan Nielsen, partner i PwC i Aarhus.
Fortsat behov for økonomisk uddannelse blandt unge
Til trods for et lille fald i antallet af unge med betalingsanmærkninger, viser tal fra RKI, at knap 35.000 unge mellem 18-30 år i januar 2025 var registreret med mindst én anmærkning.
Dette er et fald fra cirka 37.000 i 2024, men stadig et alarmerende højt tal.
Økonomiske problemer i en ung alder kan få langvarige konsekvenser for muligheden for at tage en uddannelse, stifte familie eller købe bolig.
Netop derfor ønsker PwC og Skoleglæde.nu at forebygge disse problemer allerede i folkeskolen.
Praktisk tilgang til matematikundervisningen
På Strandskolen glæder matematiklærer Pernille Meyer sig til forløbet: - Vi ser virkelig frem til et spændende samarbejde med Skoleglæde.nu og PwC, hvor matematikken sættes i sammenhæng med noget, der føles relevant og genkendeligt for eleverne.
- For mig handler god matematikundervisning om at give eleverne redskaber, de kan anvende i den virkelige verden - også længe efter de har forladt skolen.
Undervisningsforløbet afsluttes med et spil, hvor eleverne kan afprøve deres nyerhvervede økonomiske viden i praksis.
Landsdækkende initiativ med dokumenterede resultater
"Ung privatøkonomi" er et samarbejde mellem PwC og Skoleglæde.nu, hvor PwC både er medudvikler og sponsor.
Forløbet stilles til rådighed for folkeskoler over hele landet og har allerede vist målbare resultater i byer som Esbjerg, Ringsted, Hillerød, Odense, Herning, Ikast, Holstebro, Gentofte, Vejle, Kolding og Aalborg.
Da initiativet sidst besøgte Aarhus, deltog Tilst Skole, Skæring Skole og Gammelgaardsskolen i projektet.
Nu er turen kommet til Strandskolen, Skåde Skole og Frederiksbjerg Skole, hvor PwC's medarbejdere vil bidrage med deres ekspertise inden for opsparing, lån, statistik og budgetlægning.
- Børn og unge er vores fælles fremtid, og vi vil gerne være med til at hjælpe endnu flere godt på vej, afslutter Keld Allan Nielsen.
-rh