Videnskab bliver nyt fritidshitFoto: Lars Svankjær

Videnskab bliver nyt fritidshit

Videnskabsklubben udvider til 65 kommuner og åbner for tilmelding til populært fritidstilbud, der giver børn mulighed for at udforske verden gennem eksperimenter og videnskabelige forsøg.

Børn i 4.-6. klasse får nu mulighed for at dyrke deres nysgerrighed og kreativitet i et anderledes fritidstilbud.

Fra efteråret kan de "gå til videnskab" ligesom man går til fodbold eller dans, når Videnskabsklubben åbner tilmeldingen søndag den 31. august klokken 10.

Det gratis tilbud findes nu i 65 kommuner, hvoraf 14 er nye tilføjelser i år. Udvidelsen kommer efter stor efterspørgsel, hvor hundredvis af børn hvert år står på venteliste for at deltage.

- Det er ikke alle børn, der passer ind i alle fritidsaktiviteter, men der skal være en fritidsaktivitet for alle børn.

- Derfor drømmer vi om, at videnskab bliver en helt almindelig og udbredt fritidsaktivitet, så der også findes et tilbud til de børn, der er mere til kreative forsøg og eksperimenter end fx boldspil,\" forklarer Rikke Schmidt Kjærgaard, direktør for Videnskabsklubben.

Frivillige gymnasieelever som undervisere
Det særlige ved Videnskabsklubben er, at undervisningen varetages af frivillige gymnasieelever med interesse for videnskab.

Aktiviteterne foregår på lokale gymnasier, hvilket giver de yngre deltagere mulighed for at opleve gymnasiemiljøet og knytte bånd til de ældre elever.

Over syv uger lærer børnene at arbejde med videnskabelige metoder, stille hypoteser og gennemføre eksperimenter.

De træner evnen til at undre sig, arbejde systematisk og samarbejde om at finde svar på kreative og kritiske spørgsmål.

Videnskabsklubbens arbejde har vakt stor anerkendelse. I 2023 modtog klubben den prestigefyldte Amalienborgpris af Dronning Margrethe - en pris der siden 1972 kun er uddelt 15 gange.

Klubben understreger, at tilbuddet er for alle nysgerrige børn, og at det eneste krav for at deltage er lysten til at udforske og eksperimentere.

-rh

26/8 2025