Over 100 nye bogtitler klar til folkeskolens undervisning
Lærere i folkeskolen får nu adgang til et markant udvidet bogudvalg, efter CFU i 2026 har indkøbt mere end 100 nye titler finansieret af folkeskolens kvalitetsprogram.
Netop som skoleelever landet over begynder et nyt skoleår, får lærerne et stærkt redskab i hånden: et bredt udvalg af nye bøger, der kan bruges på tværs af klassetrin og fag.
Den fysiske bog er igen på vej til at få en mere central plads i undervisningen.
De nye titler spænder vidt – fra faglitterære værker og letlæsningsbøger til indskolingen over natur- og teknikbøger til mellemtrinnet og videre til skønlitterære romaner og grafiske fortællinger til udskolingen.
CFU har i 2026 indkøbt i alt 160.000 bøger til en samlet værdi af 24,5 millioner kroner, og bøgerne bliver løbende gjort tilgængelige i mitCFU, efterhånden som de udkommer, trykkes og leveres fra forlagene.
Samlet set råder CFU over en bogbevilling på 40 millioner kroner i år, hvilket svarer til mere end en femdobling af bogindkøbet sammenlignet med tidligere år.
Derudover har regeringen besluttet at tilføre en ekstra bevilling på 50 millioner kroner – svarende til op til 200.000 yderligere bøger.
Undervisningsminister Magnus Heunicke lægger ikke skjul på, hvad der driver investeringen:
- Alt for mange børn forlader folkeskolen uden stærke læsefærdigheder. Det kan vi ikke være bekendt at give videre.
- Vi skal styrke læselysten og give børn mod på at åbne en bog. Derfor skal der være et bredt udvalg af bøger i skolen, så flere børn kan finde noget, der fanger dem.
- Med mere end 100 nye titler giver vi lærerne flere muligheder for at vælge bøger, der kan få flere børn til at læse."
De mest populære titler
På tværs af landets seks CFU'er er visse titler allerede købt i særligt mange eksemplarer.
I toppen finder man blandt andre *Den dag farverne fik nye venner* af Oliver Jeffers og *Alle fortjener lidt lykke* af Mette Vedsø – begge indkøbt i 2.000 eksemplarer – samt *Eftersøgt* af Jakob Brodersen og *Ræs* af Sarah Engell.
Lidt længere nede på listen finder man titler som *Det værste der kan ske er alt* af Cina Friedner, *Jordskælv i 6.A* af Gitte Løkkegaard m.fl. og *Verdens bedste bog* af Ellen Holmboe, alle købt i knap 1.800 eksemplarer.
CFU har desuden suppleret samlingerne med ekstra eksemplarer af de titler, som lærerne allerede efterspørger mest.
Udlånsmodellen giver bredere adgang
Bag ordningen ligger en bevidst strategi. Ved at kanalisere midlerne gennem CFU's udlånsmodel, frem for at fordele dem direkte til skoler og kommuner – sikres det, at langt flere titler bliver tilgængelige for langt flere lærere i løbet af et skoleår.
Hvis pengene gik direkte til den enkelte skole, ville eleverne reelt have adgang til færre forskellige bøger, og lærernes udvalg ville være betydeligt smallere. CFU sørger desuden for at hente og bringe materialerne til og fra skolerne, så adgangen er enkel og praktisk for underviserne.
Målet er klart: at styrke både elevernes læselyst og deres adgang til viden på tværs af fagområder – og sikre, at ingen barn forlader folkeskolen uden at have fundet glæden ved at læse.
- rh