Kommunen har brugt en halv milliard på skolerneFoto: Heine Pedersen

Kommunen har brugt en halv milliard på skolerne

Et nyt skoleår er skudt i gang i landets hovedstad, og godt 4.500 børn tager hul på livet som skolebørn i den københavnske folkeskole.

Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (C) opfordrer forældre til at lægge nervøsiteten på hylden.

Skoletasken er pakket, pennalhuset er fyldt, og mavefornemmelsen er måske en blanding af spænding og uro.

Sådan er det for tusindvis af børn og forældre i København denne uge, hvor det nye skoleår banker på døren.

Alene i København begynder circa 4.500 børn for første gang i folkeskolen, og det er en begivenhed, som børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager tager alvorligt.

Han har en klar besked til de forældre, der måske ligger søvnløse om natten med bekymringer om deres barns nye hverdag.

- Det er helt naturligt, at skolestarten kan give sommerfugle i maven for både forældre og børn, men forældrene kan være helt rolige og sikre på, at de københavnske folkeskoler leverer høj kvalitet, siger Jakob Næsager.

Over landsgennemsnittet
Ifølge borgmesteren er der god grund til optimisme. De københavnske elever klarer sig nemlig bedre end landsgennemsnittet karaktermæssigt, og kommunen har de seneste år investeret massivt i at løfte kvaliteten yderligere.

- Når et barn starter i den københavnske folkeskole, begynder en dannelsesrejse, hvor vi lægger vægt på både faglighed, trivsel og livsduelighed, forklarer han.

De seneste år har kommunen investeret mere end en halv milliard kroner i folkeskolerne.

Pengene er blandt andet gået til at ansætte to voksne i mange lektioner samt til såkaldte overgangspædagoger, der specifikt har til opgave at gøre det lettere for de mindste at finde fodfæste i deres nye skoleliv.

Derudover er en række skoler blevet renoveret med fokus på moderne læringsmiljøer og bedre toiletfaciliteter.

Mere end bare undervisning
Jakob Næsager fremhæver også, at Københavns Kommunes økonomi giver mulighed for at tilbyde eleverne mere, end hvad man normalt forbinder med folkeskolen.

- I København tilbyder vi gode frokostordninger på alle skoler, og vi har netop givet skolerne flere penge til at købe nye bøger.

- Vi kan tilbyde teateroplevelser og undervisning i eksterne læringsrum, siger han og konkluderer: - Alt i alt synes jeg, vi har et superattraktivt folkeskoletilbud i København.

Ambition om Danmarks bedste skoler
Borgmesteren slår fast, at arbejdet ikke stopper her. Han lover, at han og de øvrige politikere i Børne- og Ungdomsudvalget vil fortsætte med at prioritere de københavnske skoler højt.

- Det er min helt klare ambition, at vi i København skal være danmarksmestre i børneliv, og det indebærer naturligvis også, at vi har Danmarks bedste skoler.

- Det er det mindset, jeg møder på arbejde med hver dag på Rådhuset, siger Jakob Næsager.

- rh

11/8 2026