Nye bøger på hylderne: Millioner skal få flere børn til at læse
Når eleverne på Den Classenske Legatskole i København vender tilbage fra sommerferie i næste uge, møder de et skolebibliotek med rekordmange nye titler på hylderne.
Det er resultatet af en politisk millioninvestering, der har sat skub i bogindkøbene på tværs af byens skoler.
I 2025 øremærkede politikerne på Københavns Rådhus omkring 15 millioner kroner til indkøb af bøger til byens skolebiblioteker.
Midlerne har gjort en mærkbar forskel: samlet set steg udgifterne til bøger på Københavns skoler med 15 procent sammenlignet med året før.
På Den Classenske Legatskole gik man endnu længere og brugte næsten dobbelt så mange penge på frilæsningsbøger som i 2024.
Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (C) er begejstret for udviklingen.
- Det er godt på så mange parametre for børn og unge at læse bøger.
- Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at få flere børn til at læse. Et større udvalg kan uden tvivl hjælpe til, at flere børn forsvinder ind i bøgernes verden, siger han.
Læsestunder beriget af mangfoldighed
På skolen er det især kendte titler som Vitello, Mira-bøgerne og bøger af Jakob Martin Strid, der er populære blandt de yngste elever.
Klasselærer i indskolingen Elisabeth Eilschou Holm understreger, at et rigt udvalg spiller en central rolle for elevernes lyst til at læse.
- Læsestunder er berigende, sjove, spændende og værdiskabende.
- Det understøtter elevernes læselyst, at vi har mange bøger at vælge imellem, og at de voksne på skolen gerne hjælper og tydeligvis selv er glade for at læse, siger hun.
Grafiske romaner skal redde mellemtrinnet
Hos de ældre elever er det en anden type litteratur, der fanger interessen.
Titler som Møgmis og Heartstopper samt romantiske ungdomsromaner som Den sommer alting ændrede sig topper hitlisterne i udskolingen.
Men det er særligt mellemtrinnet, der er i fokus, når skolen lægger indkøbsstrategien.
- De små elever er typisk ikke så svære at motivere til læsning.
- Det er ofte på mellemtrinnet, at mange falder fra og ikke får deres læselyst videre ind i ungdomslivet, forklarer udskolingslærer Kia Johansen.
Løsningen er ifølge hende grafiske romaner og tegneserier, en genre der er eksploderet i popularitet blandt netop denne aldersgruppe. Skolen køber løbende nye serier ind i stor stil for at imødekomme efterspørgslen.
Udover det styrkede bibliotek har skolen også tilknyttet en læsevejleder, der som del af undervisningen taler med eleverne om forfattere, handling og illustrationer og hjælper dem med at finde deres næste læseprojekt.
- rh