Ny model sikrer flere bøger til eleverne i folkeskolenFoto: Colourbox

Ny model sikrer flere bøger til eleverne i folkeskolen

En markant ændring i fordelingen af midlerne til den såkaldte boggave betyder, at langt flere fysiske bøger vil komme ud til eleverne i den danske folkeskole.

Fremover vil 70,2 procent af de afsatte midler gå direkte til indkøb af fysiske bøger.

Den nye fordelingsmodel indebærer, at pengene i langt højere grad bliver brugt på det, de var tiltænkt: bøger til eleverne.

Udover de 70,2 procent til direkte bogindkøb fordeles midlerne således:

- 19,3 procent til transport af bøgerne mellem landets skoler
- 8,9 procent til administrative opgaver som udvælgelse af titler og forhandling med forlag
- 1,6 procent til udstilling på CFU's hjemmeside MitCFU, hvor lærerne låner bøgerne

Dette er en væsentlig forbedring i forhold til 2025-budgettet, hvor kun 42 procent af midlerne gik til direkte indkøb af bøger.

Markant flere bøger til rådighed
Boggaven omfatter i alt 540 millioner kroner fordelt over perioden 2025-2034.

Med den nye fordelingsmodel forventes Center for Undervisningsmidler (CFU) at kunne indkøbe cirka 2,4 millioner bøger i stedet for de oprindeligt planlagte 1,5 millioner.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye understreger vigtigheden af, at pengene går til det, de er tiltænkt: 

- Når vi har givet en halv milliard kroner til bøger, så er det ikke meningen, at det skal gå til kommunikation, messer og alt muligt andet.

- Pengene skal så vidt muligt gå til fysiske bøger. Så det bliver en saltvandsindsprøjtning til elevernes læselyst og en mindre skærmbaseret undervisning.

Effektiv udnyttelse af ressourcerne
En central fordel ved CFU's model er, at hver bog kan læses af op til syv elever årligt takket være det omfattende distributionssystem.

Dette sikrer en langt mere effektiv udnyttelse af ressourcerne, end hvis midlerne blev fordelt direkte til skoler eller kommuner.

Modellen giver desuden lærere adgang til et bredt udvalg af titler inden for forskellige fag, hvilket øger fleksibiliteten i undervisningen.

Boggaven, som er en del af Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram, har hidtil kun haft bevilling for et halvt år i 2025, svarende til 4 procent af den samlede bevilling på 540 millioner kroner.

Med den nye model rettes der op på fordelingen, inden den fulde bevilling for 2026-2034 udmøntes, hvilket sikrer, at midlerne i højere grad kommer eleverne til gode i form af fysiske bøger.

-rh

20/11 2025