Illustration: Børns VilkårBørn af psykisk syge forældre svigtes af systemet
Mange børn af forældre med psykisk sygdom lever i det skjulte som "små voksne" og risikerer alvorlige problemer senere i livet.
En ny omfattende registeranalyse afslører, at disse sårbare børn ofte ikke får den nødvendige hjælp, skønt tydelige advarselstegn som højt skolefravær og lav trivsel burde udløse opmærksomhed.
Store konsekvenser for børnenes fremtid
En ny rapport fra Børns Vilkår og Ole Kirk's Fond har analyseret data fra over 100.000 børn, hvis forældre har haft kontakt til behandlingspsykiatrien eller forsøgt selvmord.
Resultaterne er alarmerende: Når disse børn fylder 18 år, har mange af dem alvorlige udfordringer.
Den mest udsatte gruppe, som udgør syv procent af børnene, er alle blevet sigtet for kriminalitet i alderen 15-18 år.
Næsten halvdelen har selv fået en psykiatrisk diagnose inden 18-årsalderen, og seks ud af ti er hverken i gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse.
- Mange af de her børn er dybt afhængige af, at systemet ser og griber dem, påpeger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
Han fremhæver, at forældre med psykisk sygdom sjældent selv har overskud til at inddrage børnene i deres sygdom eller opsøge hjælp til dem.
Undersøgelsen viser, at høje fraværstal og lav selvrapporteret trivsel i skolen er vigtige advarselstegn, der bør føre til tidlig intervention.
Alligevel mangler der i dag et systematisk fokus på at identificere og støtte disse børn.
Manglende opfølgning fra myndigheder
Rapporten dokumenterer, at hverken kommuner eller regioner har et systematisk fokus på at afdække, om forældre med psykisk sygdom har børn, og om disse børn får den nødvendige støtte.
Forældre fortæller, at læger, kommuner og voksenpsykiatrien ofte glemmer at spørge til børnenes trivsel – og selv når de gør, følger de sjældent op.
Blandt rapportens anbefalinger er:
- Børn af forældre med psykisk sygdom bør anerkendes som en særlig målgruppe
- Alle kommuner bør tilbyde gratis og lettilgængelig pårørendevejledning til disse børn
- Skolernes tidlige opsporings- og fraværsindsats bør have særligt fokus på denne gruppe
- Når en mor eller far rammes af psykisk sygdom, rammer det hele familien – og ikke mindst børnene, udtaler Karin Skjødt Hindkjær, direktør i Ole Kirk's Fond.
- Det er vores fælles ansvar som samfund at se disse børn og give dem den pårørendestøtte, de har brug for – tidligt og omsorgsfuldt.
Rapporten understreger behovet for en koordineret og målrettet indsats, så ingen børn efterlades alene med ansvaret for forældrenes psykiske sygdom.
-rh