I disse uger er mange børn netop mødt op i 0. klasse og med store forventninger. Med sommerfugle i maven og spændte forældre ved deres side tager de hul på deres skoleliv. Vores største ønske for disse børn er, at de får en god start på skolelivet, og at de i de kommende år får de bedste muligheder for at udvikle sig, lære og trives sammen med deres kammerater. For at børnene får den bedst mulige start bør vi have fokus på deres sansemotoriske forudsætninger.

Børn med et velstimuleret sansemotorikgrundlag leger bedre, har det bedre fysisk, psykisk, socialt og har bedre muligheder for læring. Men faktum er, at hvert sjette barn, som starter i skole, har en understimuleret sansemotorik og derfor også motoriske vanskeligheder. Det har konsekvenser for barnet og familierne, men også for lærer, pædagoger og skolen som helhed.

Tre primære sanser

Når der tales om børns sansemotoriske fundament, er det den bevægelsesmæssige udvikling, der er fokus på. Sansemotorik er nemlig samspillet mellem sanser, hjerne og kroppen. Sansninger foregår med kroppen og sanseimpulser, der sendes via nervebaner og centralnervesystemet til hjernen. Hjernen modtager, registrerer, bearbejder og videresender de modtagende sanseimpulser til andre relevante hjernestrukturer for derefter til slut at resultere i en bevægelse og reaktioner i kroppen. Denne proces kaldes også for sanseintegration, og processen er ekstremt kompleks, fintfølende, konstant aktivt og hele tiden i udvikling.

Samspillet mellem sanser, hjerne og krop bygger på et primært sansesystem, som består af tre primære sanser: labyrintsansen, taktilsansen og kinæstesisansen.

Labyrintsansen er bl.a. ansvarlig for svimmelhed, balanceevne, aktivitetsniveau, rum-/retningsfornemmelse, koncentrationsevne, evnen til at styre øjnenes bevægelser og sprogudviklingen.

Børn med ubalancer i labyrintorganet vil derfor ofte have udfordringer med selv simple bevægelser, usikker gang og løb, tilbageholdenhed over for at gynge, trille, hoppe, dreje mv. Derudover kan børn med labyrintudfordringer være mere ængstelige og forsigtige end andre børn. De kan også være det modsatte, nemlig vilde, hyperaktive og mangle fordybelse og fokus i både opgaver og leg.

Taktilsansen er vores berøringssans og er ansvarlig for vores evne til at registrere og reagere på fysisk og psykisk kontakt med andre mennesker og verden omkring os. Balance, stabilitet, kropsfornemmelse, kropsbevidsthed, koncentrationsevne er også påvirket af vores taktile sans.

En påvirket taktilsans hos børn viser sig ofte ved ubehag, når huden berøres, fx omkring tøj: at strømper skal sidde helt bestemt, at tøjmærker generer. Det kan også være ubehag ved cremer eller at blive klippet, både hår og negle. Fysisk kontakt med andre er også ofte et problem.

Adfærden hos disse børn kan variere meget. Nogle er ofte mere græd­ende, pylrede, føler smerte ved de mindste berøringer eller trækker sig fra andre. Hos andre børn ses en lav smertetærskel, voldsomme og vilde bevægelser og/eller udadreagerende ad­færd. Børnene er ofte krops­urolige, har svært ved at sidde stille og svært ved at holde koncentration, lige­som kollektive beskeder ofte ikke fanges på grund af den dysfunktionelle sanseintegration.

Kinæstesisansen har betydning for vores evne til at bruge muskler og led i alle bevægelser, fornemmelse af egen muskelkraft, balance og stabilitet i kroppen. Derudover betegner sansen også kroppens – og hjernens – vågenhed. Hermed menes der den spænd­ings­tilstand, som vores krop og hjerne er i, når vi er vågne og i gang. Her taler vi om at have en lavere eller højere tonus (spændingsniveau).

Børn med en lavere tonus vil virke som tunge, klodsede, langsomme og som “dovne” børn. De bliver hurtigt trætte både fysisk og mentalt. De tager sig ofte pauser i løbet af dagen, sætter sig for sig selv og melder sig måske indimellem ud af aktiviteterne og fællesskabet. De kan have svært ved selv at tage initiativ til opgaver og betegnes ofte som “dagdrømmere” (at de mister nærvær for en lille stund).

Børn med en højere tonus virker derimod ofte anspændte, hurtige, hyperaktive, voldsomme og for kraftfulde i deres bevægelser. Disse børn kan holde et højt aktivitetsniveau, men kan have svært ved at finde ro og falde ned igen. De virker ukoncentrerede, har svært ved at holde fokus og ender ofte i konflikt­situa­tion­er uden at ville det.

Er der ubalancer på kinæstesisansen, ses det i bevægelsesmønstrene, vågenheden, men også i evnen til koordinering.

Når der tales om børns sansemotoriske fundament og den gode bevægelsesmæssige udvikling, er det grundlæggende de tre primære sanser, der er i fokus. I den sammenhæng skal også nævnes spædbarnsreflekserne, synet og hjernen som bindeleddet mellem sansninger og bevægelse.

Børn lærer med kroppen

En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed (2011) viser, at hvert tredje barn i indskolingen har mindst en motoriske udfordring ved skolestart, og at hvert ottende barn har flere motoriske udfordringer, når de starter. Andre undersøgelser peger på, at hvert sjette barn i indskolingen har sansemotoriske udfordringer i 0. klasse. Det er alt for mange og skyldes flere faktorer.

Nogle børn er født med sansemotoriske udfordringer, og børn født præmatur er per definition understimuleret i deres sanseapparat. Nogle børn er understimuleret, fordi de ikke har brugt deres krop nok. Det er et problem, at børn ikke får lov til at bruge deres krop, som den er beregnet til. Måske på grund af en ofte misforstået omsorg og beskyttelse af børnene, så de ender med at være blevet pakket ind i vat og sikkerhedsregler. Børn falder, snubler, skraber knæene, og vores opgave er ikke at forhindre det, men at de ikke slår sig for meget, og derudover sørge for, at børnene får tid, lov og plads til at eksperimentere i deres bevægelser. De vil lave fejl og gøre tingene mere besværlige for dem selv, men det er netop pointen i den proces, det er at lære at bruge kroppen og få et solidt motorisk fundament. For at det sansemotoriske fundament kan blive velstimuleret og solidt skal børnene bruge kroppen – børn lærer med kroppen!

Som fagfolk skal vi være bedre til at spotte børn med sansemotoriske udfordringer, og vi skal dykke ned i grundmotorikken for at se og forstå de udfordringer, som er den egentlige årsag til, at disse børn ikke trives og udvikles som forventet. Når vi har denne viden og forståelse for børnene, kan vi også bedre guide forældre til at forstå og støtte deres barn i den situation, de er i.

Konsekvenser for de sansemotorisk understimulerede børn kan være meget forskellige. Fælles for disse børn er det dog, at deres udfordringer byder på ekstra arbejde for dem, både fysisk og mentalt. De kæmper i varierende grad for at følge med kammeraterne, både i timerne og i fritiden. Denne gruppe af børn oplever meget ofte negativ opmærksomhed. Dette kan være fra kammerater i forhold til sociale relationer, fra lærer i forhold til indlæring, fra pædagoger og forældre i forhold til adfærd. På et eller andet tidspunkt begynder den negative udvikling omkring deres selvværd og tro på egen evner.

Bevægelse fremmer indlæring – hvad fremmer bevægelse?

Der er efterhånden ikke længere tvivl om, at bevægelser hjælper på indlæringen. En svensk undersøgelse (Bunkefloe-projektet, Ingegerd Ericsson) af 251 børn viser, at børn med sansemotoriske vanskeligheder får nemmere ved at lære sprog, svensk og matematik, hvis de får målrettet sansemotorisk træning.

Bevægelse sætter gang i hjernens kemi og frigiver neurotransmitterstoffer, der fremmer velbehag, positivitet og motivation hos børnene. Dette er igen en forudsætning for, at børn tager imod læring. Derudover er bevægelse godt for kropsfornemmelsen. Bevægelse vækker vågenheden i krop og hjerne, skaber gode rammer for sociale relationer osv.

Den danske undersøg­else “Tidligere indsats” (Anne Brodersen og Bente Pedersen, 2016) viser, at børn med sansemotoriske vanskeligheder kan opdages meget tidligt, og at målrettet og tilpasset træning afhjælper disse vanskeligheder samt forebygger sansemotoriske udfordringer, når barnet bliver ældre.

Derfor er vi nødt til at se på forudsætningen for, at børn kan bevæge sig og udvikle gode bevægelser! Bevægelse i skolen (morgenløb, idrætstimer, frikvarterer), powerbreaks, i sportsklubben osv. er ikke lærings- og motivationsfremmende for de børn, som er udfordret på deres motorik og bevægelser. Disse børn risikerer vi at tabe i vores intentioner om mere bevægelse i hverdagen. Børn med sansemotoriske udfordringer vil have en instinktiv modstand mod at skulle ud at bevæge sig. Deres oplevelse gennem lang tid er, at bevægelse og aktive lege højst sandsynlig giver en negativ oplevelse og et nederlag – helt modsat det, der egentlig var intentionen med initiativet.

Derfor er vi nødt til at se på de forudsætninger, som børnene har for at kunne bevæge sig – altså deres sansemotoriske fundament. Det er her, vi er nødt til at starte, for at kunne få mest muligt udbytte af de initiativer, vi laver i hverdagen for at få mere bevægelse ind i skolelivet.

Det kan evt. være nogle overvejelser værd, om der skal laves projekter for de motorisk usikre børn, temadage med fokus på sansemotoriske aktiviteter eller sansemotoriske kursusdage for pædagoger og lærer. Tidlig indsats for børnene i indskolingen vil være forebyggende for mulige udfordringer senere.

ADHD eller sansekaos

Der er i dag mere fokus på, at børn skal være selvkørende, arbejde i teams og være projektorienteret, at der er mere frihed under ansvar og langt flere valgmuligheder inden for alt. Det er som sådan en god udvikling. Denne udvikling tilgodeser dog ikke de børn, som har et større behov for struktur, klare retningslinjer, forudsigelighed, genkendelighed og små afgrænsede valgmuligheder. Faktorer, som i højere grad er vigtige for børn med adfærdsrelaterede udfordringer.

Der er i øjeblikket stor fokus på den stigende diagnosticering af børn med adfærdsrelaterede symptomer, og der er flere mulige forklaringer på, at vi oplever, at en større del af børnene får diagnoser som ADHD, ADD, autismespektrumforstyrrelser og socio-emotionelle forstyrrelser.

Med det sansemotoriske perspektiv er der mange symptomsammenfald mellem de fleste af de udviklingsforstyrrelsesmæssige diagnoser og sansemotoriske udfordringer. Derfor vil det være oplagt at se på barnets sansemotoriske grundlag som noget af det første. Er der ubalancer på det primære sansesystem?; er motorikken, hvor den bør være?; ses der flow i bevægelser? osv. Når dette er afklaret, kan en målrettet sansemotorisk træning afhjælpe i det omfang, der er sansemotoriske ubalancer på spil. Herefter kan man så se på, hvad der er tilbage af udviklings- og adfærdsmæssige udfordringer – og tage fat i de relevante tiltag.

Diagnose eller ej, så er de sansemotoriske udfordringer et tegn på de forudsætninger, som børn udvikler sig ud fra. Uanset hvilke vanskeligheder et sådan barn er sat i, er det uendelig vigtigt også at tænke den grundmotoriske tilgang ind som en del af den videre udredning hos barnet.

Ingen børn ønsker at være besværlige, irriterende og få skæld ud – de er det, fordi de er sat i situationer, hvor det er absolut sidste mulige reaktion – og ofte ubevidste reaktioner, som starter fra det primære sanseapparatet og hjernestammen.

Sansemotoriske tiltag

Har børn sansemotoriske vanskeligheder, kan det være den individuelle træning, der kommer til at have afgørende betydning for, at barnet ender med et velstimuleret sanseapparat og dermed optimeret sanseintegration. I et muligt træningsforløb vil man have fokus på træning af de primære sanser, spædbarnsreflekser og deres samspil med det øvrige sanseapparat, hjerne og krop.

Derudover vil der også arbejdes med kropsfornemmelse, koordinering, koncentration og barnet profilerer sig ofte ret hurtigt ved, at der frigives en ekstra energi, som giver barnet et andet overskud. Derved ændres adfærden, og der åbnes yderligere op for læring og positiv udvikling.

Uanset hvordan vi taler om barnets skoleparathed, så kommer vi ikke uden om også at se på den forskning, der viser, at barnets hjerne og neurologiske udvikling ikke er sansemotorisk modnet før 6-7-årsalderen – og drenge senere end pigerne. Neurologisk udvikles hjernen fra den sansende del til den følende del og til slut den tænk­ende del hjernen. Den sidst modnede del af hjernen er frontallapperne, som er hjemsted for evnen til strategisk planlægning, konsekvensberegning, logisk tænkning mv. Denne del er først endelig moden omkring 20-25-årsalde­ren. Det er også ret relevant at have i tankerne, når vi ser på børns adfærd og reaktioner.

Hvis vi sætter tidligt ind med en bred vifte af stimulering, nøje tilpasset det enkelte barns behov og forudsætninger – og i tæt samarbejde med forældrene – vil mange udfordringer nu og senere i livet kunne elimineres.

Et sansemotorisk velstimuleret fundament er forudsætningen for optimal udnyttelse af det enkelte barns potentiale med de forudsætninger, barnet har.