Digitale skills for fremtiden
Innovation og entreprenørskab står højt på dagsordenen. Ikke mindst er der fokus på forskellige teknologiske indsatser
På Vedbæk Skole har man taget hul på innovation i udskolingen, og som frontløber i kommunen har skolen en stand på Danmarks Læringsfestival, hvor de bedste (mest spændende) projekter fra landets kommuner kåres under DM i digitale skills.
På skolen har man afsat en pulje ekstra timer til at få innovationsholdet i gang og fået tilført nogle forskellige teknologier, der dels skal give lærerne erfaringer og dels give eleverne inspiration til en anderledes udfordrende form for undervisning.
– Vi har taget eleverne ud af deres klasser og ladet dem opleve virtual reality og 3D-design og fået grundlæggende forståelse for mulighederne med 3D-printere og prototyping som et led i en idéproces. Sammen med kommunens skoleafdeling har vi fået et indtryk af de mange muligheder, og lærerne får samtidig et væsentligt bedre grundlag at udvælge og iværksætte teknologier ud fra, der kan understøtte og anvendes i hverdagen, siger Charlotte Brüchmann, skoleleder på Vedbæk Skole.
Forandringer, vi ikke kender
Innovation og iværksætterinitiativer markerer sig tydeligere i den nye folkeskole, og en række arrangementer har igennem de sidste par år ført til et mere massivt fokus, både lokalt og fra ministeriet. Mange af landets skoler har oprettet innovationslokaler og makerspaces, og mange kommuner organiserer forskellige teknologiske indsatser og inspireres af gode tiltag som coding pirates og an hour of code, ligesom også e-sport og interessen for denne er massivt stigende og udbydes af efterskoler som linjefag.
Disruption
Fokus er på, at robotter i en nær fremtid vil løfte en række af de kendte arbejdsopgaver, og at det vil medføre en forandring af dimensioner, som vi ikke helt kan overskue, men som formodes at blive vidtrækkende. Og her kan folkeskolen spille en stor rolle ved bl.a. at få skabt forståelse for teknologierne og deres disruptivitet, altså hvor store forandringer vil de selvkørende lastbiler betyde for transportsektoren – og på bundlinjen – vil det medføre en forandring af det arbejde, skoleeleverne skal ud i samfundet og udføre?
Afgørende at komme i gang
For Rudersdal Kommune er det af afgørende betydning at komme godt i gang med udbredelsen af teknologier.
– Det er vigtigt at arbejde med det 21. århundredes kompetencer. Altså de kompetencer, vi forventer, at eleverne vil få behov for i deres fremtid, siger digitaliseringskonsulent for Skole og Familie, Christina Skovgård Petersen.
Kommunen tager udgangspunkt i 21Skills, der er udviklet af Center for Undervisningsmidler (CFU) med henblik på at vejlede undervisere, studerende og elever i den pædagogiske sektor i arbejdet med det 21. århundredes kompetencer.
– Her er der særligt fokus på læringsaktiviteter, der styrker kollaboration, innovation og it-anvendelse samt elevernes mulighed for at være en del af landsdækkende konkurrence til Danmarks Læringsfestival, uddyber Christina Skovgård Petersen og fortsætter:
– I Rudersdal arbejder vi på en it-strategi version 2.0, hvor 21skills vil være et af vores omdrejningspunkter. I forhold til mål og vurdering så tager vi afsæt i de nøgler, der er udarbejdet både til elever og medarbejdere med det formål at understøtte planlægning af undervisningen, feedback og elevernes egen vurdering.
Det rigtige værktøj
Rigtig mange kommuner arbejder med at etablere makerspace og fablab, og der er en lang række udfordringer og problemstillinger de står over for, og teknologierne er mange og dyre. Så det er vigtigt for den enkelte skole at vælge det rigtige værktøj, både i forhold til den læring, de ønsker at udfolde, men også i forhold til de devices og den it-infrastruktur, der er til rådighed.
Virksomheden RealDream hjælper skoler og kommuner i gang med innovation. Bl.a. udlejer virksomheden et tilpasset makerspace med teknologier som 3D-print og virtual reality, dronefly og robotteknologier med tilhørende tekniske og pædagogiske læringsforløb til elever og lærere.
– Eleverne vil virkelig gerne arbejde med nye teknologier som fx 3D-design, 3D-print, og selv om begreber som idéudvikling og kollaboration er vanskelige at mestre, investerer de gerne energi og arbejde i et projekt, de føler ejerskab over. Det er selvfølgelig en ny og anderledes oplevelse for eleverne, når de får øget ansvar for at planlægge mål og proces, men det produktorienterede projektarbejde giver nogle tydelige rammer, som vi som undervisere skal udfylde fagligt, sammen med eleverne, lyder det fra Tom Rasmussen fra RealDream.
Fordelen ved at leje et makerspace er, at skolerne får mulighed for at afprøve en række teknologier og didaktiske forløb med eleverne, og de kan se forskellige eksempler på læring med teknologierne. Samtidig får de afprøvet teknologierne i eget miljø, og de får konkret indtryk af, hvilke krav der skal indfries for at få teknologierne i spil. Lærerne opnår fortrolighed med anvendelse af udstyret, og at de kommer godt fra start og får planlagt nogle små simple forløb, de kan håndtere i deres hverdag.
– På den måde undgår skolen en række dyre indkøb, der måske viser sig ikke at komme i brug på skolen. For der er så mange teknologier, som er spændende og relevante, robotter og droner og 3D-printere, laserskærere og læringsapps, og begreber som VR og AR skal behandles og tages ind på linje med kodning og programmering – og ikke bare i et enkelt fag, men bredt på hele skolen, mener Tom Rasmussen.