Færre biler ved skolen – flere børn på cyklen
En trafikeksperiment ved Sdr. Vang Skole i Kolding har vist så lovende resultater, at politikerne nu har besluttet at gøre forsøget permanent.
Siden august 2025 har en såkaldt hjertezone begrænset biltrafikken omkring skolen på hverdagsmorgener – og det har sat gang i en markant adfærdsændring blandt eleverne.
De smalle veje omkring Sdr. Vang Skole har i årevis været præget af kaotiske trafikforhold, når arbejdsdagens første timer bød på skolestarten.
Presset af utryghed valgte stadig flere forældre at køre deres børn i skole, hvilket blot forstærkede problemet. Den onde cirkel var svær at bryde – indtil nu.
Den 11. august 2025 etablerede Kolding Kommune i samarbejde med Sdr. Vang Skole hjertezoneforsøget. I et afgrænset område omkring skolen er adgangen for biler blevet begrænset på hverdage i tidsrummet kl. 7.30-8.15.
Formålet var enkelt: at skabe ro på skolevejen og lokke flere børn op på cyklen eller ud på benene.
Markante tal taler for sig selv
For at sikre et solidt grundlag for en eventuel permanent ordning er forsøget blevet grundigt evalueret med trafikmålinger, spørgeskemaundersøgelser og klassevis kortlægning af elevernes transportvaner – både før og efter hjertezonen blev etableret.
Resultaterne er svære at argumentere imod. Andelen af elever, der afleveres i bil, er faldet fra 43 procent til 31 procent.
Biltrafikken er reduceret på størstedelen af de omkringliggende veje, og 53 procent af de adspurgte forældre, elever og beboere oplever, at trygheden og trafiksikkerheden er blevet bedre eller meget bedre.
Allermest sigende er måske, at hele 85 procent af de adspurgte ønsker, at hjertezonen gøres permanent.
Politikerne og skolen er begejstrede
Iben Lehmann Rasmussen, formand for Børne-, Skole- og Familieudvalget, lægger ikke skjul på sin begejstring over resultaterne.
- Jeg er virkelig imponeret over resultatet. Det er lykkedes at bryde den onde cirkel.
- I stedet for at blive kørt i skole af forældrene er flere elever begyndt at gå eller cykle i skole, og vi kan se, at trygheden er steget hos både børnene og deres forældre, siger hun og tilføjer, at forandringen forhåbentlig kan være med til at skabe varige vaner hos eleverne.
Skoleleder Jesper Dyrbjerg Strøager bekræfter, at stemningen ved skolen har ændret sig mærkbart.
Det, der engang var et tilbagevendende problem, fylder simpelthen ikke længere.
- Trafikken har været et opmærksomhedspunkt her på skolen altid.
- Men den sang er forstummet nu. Faktisk får vi ofte meget positive forældrehenvendelser omkring trafikken på skolevejen nu, fortæller han.
Et nyt redskab i værktøjskassen
Tobias Jørgensen, formand for Plan- og Teknikudvalget, er opmærksom på, at hjertezonens succes ikke automatisk kan kopieres til alle skoler i kommunen. Men han ser forsøget som et vigtigt skridt.
- Vi ved, hvor svært det er at få folk til at ændre adfærd, men resultaterne med hjertezonen er virkelig lovende.
- Det er ikke en snuptagsløsning, der uden videre kan overføres til alle andre skoler, men vi har fået et nyt redskab i værktøjskassen, siger han.
På mødet i Plan- og Teknikudvalget den 5. maj besluttede politikerne officielt at gøre hjertezonen permanent.
Kommunens trafikplanlæggere skal nu i dialog med politiet om eventuelle tilpasninger af ordningen, ligesom man ønsker at forenkle den og mindske konflikter i forbindelse med afsætning af børn ved skolen.
- rh